Sune Nørgaard Jakobsen klar til KV25 efter afsluttet talentforløb
Sune Nørgaard Jakobsen, en af Dansk Folkepartis byrådskandidater i Fredericia, har afsluttet partiets Talent Akademi og gør sig klar til KV25. Ved EU-valget 2024 fik han 101 personlige stemmer
En af Dansk Folkepartis byrådskandidater i Fredericia, Sune Nørgaard Jakobsen, har netop afsluttet partiets toårige Talent Akademi, der har givet deltagerne indsigt i politisk kommunikation, forhandlingsteknik og strategi. Forløbet er en del af partiets satsning på at klæde kommende kandidater på til det politiske arbejde. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt søndag aften.
Sune Nørgaard Jakobsen, der nu gør sig klar til kommunalvalget i 2025, ser akademiet som en vigtig forberedelse til at tage politisk ansvar.
– Jeg har fået ny indsigt, skærpede kompetencer og ikke mindst stærke netværk. Nu ser jeg frem til at bruge det i kampen for vores værdier i Fredericia, siger Sune Nørgaard Jakobsen.
Ved EU-valget i 2024 fik Sune Nørgaard Jakobsen 101 personlige stemmer i Fredericia, mens Dansk Folkeparti samlet modtog 1.702 stemmer i kommunen – svarende til 8,5 % af stemmerne.
Dansk Folkeparti har i øjeblikket to pladser i Fredericia Byråd, besat af Susanne Eilersen og Palle Dahl. Sidstnævnte har meddelt, at han ikke genopstiller.