FREDERICIA

Sundhedspolitik sendes i høring

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En ny sundhedspolitik sendes i offentlig høring i ugerne 17-19, og du har mulighed for at komme med dine kommentarer til politikken

Sundhedsudvalget satte i 2020 gang i arbejdet med en ny sundhedspolitik for Fredericia Kommune. Politiken er nu sendt i høring i tre uger. Politikken er lavet som en kort vision, hvor der er fokus på forebyggelse af sygdom, fremme af sundheden og trivslen for alle fredericianerne. For sundhed handler ikke kun om fraværet af sygdom, men også om at have det godt og være sammen med andre.  

”Alle fredericianere skal have mulighed for at leve et godt og sundt liv. Derfor er det vigtigt, at vi nu få en ny sundhedspolitik, der kan være med til at understøtte dette arbejde, og som passer til den måde, vi arbejder med sundhed på i dag, på tværs af alle udvalg. Set i lyset af coronas negative påvirkning på vores sundhed, så kommer sundhedspolitikken på det helt rette tidspunkt”, siger Susanne Eilersen, formand for Sundhedsudvalget.

Sundhedspolitikken står på fire pejlemærker, som skal sætte retningen for det fremtidige arbejde med at fremme sundheden og trivslen i Fredericia. De fire pejlemærker er:

  • Sunde rammer – et godt sted at leve og bo for alle
  • Sammen om sundhed – med samarbejde når vi længere
  • Livsglæde og fællesskaber – alle skal opleve følelsen af ha’-det-godt-hed
  • Lighed i sundhed – alle skal have lige muligheder for et godt liv


Sundhedspolitikken tager afsæt i Fredericia for Verdensmålene, kommunens strategi for bæredygtig udvikling, og kommunens medlemskab af WHO’s sunde byer. Sundhedspolitikken sætter dermed sundheden i front for den bæredygtige udvikling. 

”Sundhed er ikke kun et anliggende for sundhedsområdet, da vores sundhed og trivsel skabes der, hvor vi lever vores liv, og vi har vores hverdag. Det er vigtigt, at vi er flere, der står sammen om at løfte sundheden, og at vi i Fredericia samarbejder på tværs. Jeg håber derfor, at så mange som muligt vælger at afgive et høringssvar til Sundhedspolitikken”, siger Turan Savas, næstformand i Sundhedsudvalget,   

Sundhedspolitikken forventes godkendt i byrådet i juni 2021. Der skal efterfølgende laves handleplaner, der skal være med til at omsætte politikkens visioner til virkelighed og konkrete handlinger.

Du kan afgive dit høringssvar til sundhedspolitikken på Fredericia Kommunes hjemmeside under høringer: https://www.fredericia.dk/aktuelt/horinger