Læserdebat af: Henriette Camilla Jensen, kandidat til KV25 for Det Konservative Folkeparti
Folkeskolen er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner. Det er her, vi former næste generation, og her vi giver vores børn de redskaber, de skal bruge for at kunne klare sig i livet. Derfor skal vi tage folkeskolens kerneopgave alvorligt: at sikre solid faglighed og stærke fællesskaber. Det er jo netop også det, jeg som lærer ønsker at arbejde med.
I Det Konservative Folkeparti ønsker vi en folkeskole, hvor eleverne lærer noget – og hvor de lærer at være noget for andre. Faglighed og dannelse skal gå hånd i hånd.
Vi skylder vores børn og samfundet en skole, hvor vi stiller krav, både til elever og forældre, og skaber trygge rammer og styrker det fællesskab, der bygger bro mellem forskelligheder. Når fagligheden svækkes, taber vi både de stærke og de udfordrede elever. Når fællesskabet brister, føler mange børn sig alene. Det skal vi lave om på.
Ofte bliver folkeskolen fyldt med mange andre opgaver end det, vi egentlig er sat i verden for. Det har flyttet fokus væk fra det, der virker: dygtige lærere, klare rammer og en kultur med respekt for undervisning, disciplin og medmenneskelighed.
Så når vi snakker om at løfte folkeskolen i Fredericia, er det et vigtigt fokuspunkt at få genetableret fagligheden og have tid til kerneopgaven. To-lærerordningen og klasseloft er vigtige bidrag til det, men det kan ikke stå alene. Vi skal også have tid til at samarbejde med omverdenen, som folkeskoleloven i øvrigt lægger op til at vi gør, og vi skal have plads til at tilrettelægge undervisningen, så det passer netop til de elever, som vi lærere kender bedst.
Folkeskolen skal igen være et sted, hvor børn har lyst til at være, lærer at tage ansvar og får de bedste muligheder efter 9. klasse. Det kræver tydelig retning og en vision for folkeskolen i Fredericia.
I Det Konservative Folkeparti i Fredericia vil vi styrke det, der virker: faglighed, fællesskab og frihed under ansvar.