FREDERICIA

Strand-Judo stævne atter i Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Den 17. juni 2023 løber den tredje udgave af Fredericia Judo Beach Tournament af stablen, arrangeret af Fredericia Judo og Jujutsu Klub (FJJK).

Stævnet blev født i 2020, i kølvandet på de strenge forsamlingsforbud, der forhindrede indendørs judostævner. FJJK tog initiativet til at skabe en udendørs begivenhed, der på trods af de udfordrende omstændigheder viste sig at være en enorm succes. Responsen var så positiv, at klubben blev opfordret til at fortsætte – en opfordring, der er blevet fulgt, og stævnet har vokset i omfang år efter år, oplyser Fredericia Judo og Jujutso Klub(FJJK) i en pressemeddelelse.

Den populære begivenhed tiltrækker nu familier fra hele Danmark og Tyskland, der kombinerer deres passion for sport med strand- og badeaktiviteter. Dette års stævne ser ud til at være det største endnu, med omkring 200 judokæmpere tilmeldt, heraf lidt over 100 fra vores sydlige naboer. Konkurrencerne foregår på Østerstrand, ved cirkelbroen, fra kl. 9 til kl. 15.

Judo kæmpere in action ved sidste års stævne på Østerstrand. Foto: Alexander Nordstrand

Stævnet giver judokæmpere fra hele Danmark, inklusive en stor gruppe på 20 fra Fredericias venskabsby Herford, en unik mulighed for at mødes og kæmpe mod nye modstandere. Ud over konkurrencen er det også en fantastisk mulighed for at styrke båndene på tværs af klubber og alder.

Der vil være kamp på fire måtter med deltagere i alderen fra 6 til 50 år. Hver konkurrence har tidligere tiltrukket mange lokale tilskuere, så der er rig mulighed for at overvære både unge og de lidt ældre udøve kampsport.

Arrangementet, der naturligvis kræver mange hænder, vil være støttet af omkring 40 frivillige fra FJJK. Cirka 20 kæmpere fra klubben vil selv deltage i stævnet.

I år er stævnet også starten på et venskabsprojekt mellem FJJK og judoklubben i Herford. Planen er, at FJJK vil gengælde besøget med et ophold i Herford til efteråret, hvor de vil deltage i en fælles træningslejr.

FJJK inviterer alle til at deltage i denne enestående begivenhed, både som tilskuer og som deltager. Forvent en dag fuld af konkurrence, samvær og underholdning ved stranden.

Tilskuere overværer kamp under Judo stævnet i 2022. Foto: Alexander Nordstrand