FREDERICIA

Straksdom på 6,5 års fængsel til tidligere efterlyst mand

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

En 32-årig mand, der har været fængslet in absentia siden den 22. september 2014 for blandt andet hjemmerøveri og besiddelse af skydevåben, fik lørdag den 6. januar 2018 sin dom ved Retten i Horsens.

Senioranklager Gitte Dyhr Thomsen fra Sydøstjyllands Politi forklarer: ’Den 32-årige mand, der tidligere har været bosat i Sønderborg, har været efterlyst siden 2014, men i fredags den 5. januar meddelte han til Sydøstjyllands Politi, at han ville komme med flyet fra Tyrkiet til Billund Lufthavn kl. 19.00. Her stod politiet derfor klar til at modtage og anholde ham.’

Den 32-årige mand blev fremstillet i Retten i Horsens den 6. januar kl. 14.00, hvor han blev sigtet for fem forhold begået i 2014. Forholdene omhandler et hjemmerøveri begået i Fredericia, et røveri begået i Ribe, et tyveri af en båd og to forhold om besiddelse af skydevåben. Dommen faldt som en straksdom, da den 32-årige erkendte hovedparten af indholdet i sigtelserne fremstillet i retsmødebegæringen.

’Den endelige dom lød på 6,5 års fængsel for de fem sigtelser og for en reststraf, som han havde på 859 dage fra en dom fra Retten i Sønderborg i 2011. Her var han blevet idømt 7 års fængsel for røveri, grov vold mv.,’ uddyber Gitte Dyhr Thomsen.

Den nu dømte modtog dommen.