Kort Nyt

Stort youtuber velgørenhedsevent vender tilbage i 2024

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

ProdigyDK Creator Charity Showmatch vender tilbage til grønsværen på Monjasa Park i 2024

Vi kan med stor glæde annoncere, at ProdigyDK Creator Charity Showmatch vender tilbage til Monjasa Park i Fredericia lørdag den 4. maj 2024, efter den kæmpestore succes i 2023, lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.

I 2023 samlede ProdigyDK +1.250.000 DKK ind til Wings For Life fonden, som indsamler midler til forskning i rygmarvsskader – og målet er at kunne indsamle endnu mere ind i 2024.

– 2023 eventet blev planlagt og afviklet på under 3 måneder – billetsalget var kun live i 5 uger og der var udsolgt efter 4 uger, hvorefter vi fik åbnet for ekstra pladser den sidste uge op til eventet, som blev udsolgt dagen før arrangementet. 2024 eventet startede vi med at planlægge allerede i september i år, og vi glæder os virkeligt meget til at lave et event af endnu højere kvalitet både for gæsterne og spillerne, udtaler Alexander Husum fra ProdigyDK i pressemeddelelsen.

Eventprogrammet samt spillerne bliver offentliggjort i starten af 2024, men man kan allerede nu sikre sin billet til eventet, som blev udsolgt to gange i 2023, samt forudbestille en eksklusiv signeret ProdigyDK fodboldtrøje.

En stor flok af nogle af Danmarks største youtubere var samlet på banen til ProdigyDK Creator Charity Showmatch 2023. Foto: Noah Thilemann

– Vi er heldige, at have en masse gode samarbejdspartnere, der gjorde det muligt at afvikle et event allerede i 2023. Gennem vores fortsatte samarbejde med Fredericia kommune, FC Fredericia og Red Bull kan vi bygge ovenpå dette års succes og tage eventet i 2024 til et niveau, som jeg overhovedet ikke troede, var muligt, da jeg først pitchede idéen tidligere i år. udtaler Lum Krasniqi fra ProdigyDK i pressemeddelelsen og fortsætter: 

– I 2024 sigter vi efter at kunne fylde Monjasa Park med 5500 siddende gæster og alt billetsalget går igen i 2024 ubeskåret til Wings for Life fonden!

Man kan se re-live udsendelsen fra 2023 eventet på YouTube her:

– Jeg er rigtig glad og stolt over, at vi igen næste år har mulighed for at afvikle Wings For Life World Run og ProdigyDK Creator Charity Showmatch i Fredericia. Fredericia har nogle supergode rammer og en rigtig god beliggenhed til denne type events. Samtidig oplever vi i PHILIPS Headphones, som med-arrangører på Wings For Life World Run, meget positivt feedback på, at man i 2024 har mulighed for at afvikle både ProdigyDK Creator Charity Showmatch og Wings For Life World Run i samme weekend, da begge events samler ind til Wings For Life fonden, lyder det fra Henrik Kyhl, Managing Director i Philips TV & Sound, Nordics & UK, og samarbejdspartner på Wings For Life World Run i pressemeddelelsen.

I 2024 tager ProdigyDK eventet til et endnu højere niveau og du kan se frem til at møde de største creators m.fl. til årets sjoveste fodboldkamp!

Earlybird billetter sælges fra 1/12/23-31/12/23 hvorefter at billetprisen stiger. Billetsalg starter fredag d. 1/12 klokken 16.00