Lørdag formiddag var der ikke kun fokus på teknik og fart hos TSIF BMX i Taulov. Fredericia Idrætsfond lagde vejen forbi klubbens anlæg med en check på 16.000 kroner til det unge stortalent Magnus Dyhre.
Det var en kold, men begivenhedsrig lørdag den 6. december på Adelvej i Taulov. Mens klubbens drenge og piger var i fuld gang med vintertræningen, fik de besøg af prominente gæster. Christian Jørgensen og Keld Vestergaard fra Fredericia Idrætsfonds bestyrelse var mødt op for at hylde en af klubbens helt store profiler.
Magnus Dyhre, der på dagen agerede træner for de yngre ryttere, blev hovedpersonen i en overrækkelse, der skal understøtte hans ambitiøse internationale karriere.
Midler skaber muligheder
“Vi har lidt midler med til dig i dag i forhold til den støtteklub, som har søgt til dig, for at kunne hjælpe dig i forhold til din internationale satsning,” lød det indledningsvist, inden Christian Jørgensen overrakte beviset på støtten: “Her er et tilskud til videreudviklingen, og held og lykke med det.”
Hovedpersonen selv lagde ikke skjul på, at økonomisk opbakning er afgørende i en dyr sport.
“Megafedt. Midler er lig med muligheder, synes jeg. Bare muligheden for at gøre det godt. Jeg fik en 4. plads til det største løb i USA nu her i slutten af november. Det var bare helt vildt fedt.«”
Præstationerne har ikke kun vakt opsigt lokalt. Magnus Dyhre er for nylig blevet indstillet som Årets Cykelrytter i Danmark 2025. Det er en nominering, der placerer ham i et yderst fornemt selskab, hvor han konkurrerer mod verdensstjerner som Mads Pedersen og Jonas Vingegaard.

En glad mand
Selvom pengene allerede har fået ben at gå på i forbindelse med rejseaktiviteter, var overraskelsen og taknemmeligheden ikke til at tage fejl af.
“Jeg søgte for lang tid siden, så de er blevet brugt til en Europacup i Tjekkiet og en tur til USA,” forklarede Magnus Dyhre.
Med blikket rettet mod fremtidige podiepladser og med 16.000 kroner i ryggen fra lokalmiljøet, kunne Magnus Dyhre genoptage træningen af de næste generationer i Taulov.
“Jeg er glad for at have endnu flere muligheder og forhåbentlig flere i fremtiden,” sluttede han.