FREDERICIA

Stort EU-projekt har styrket cykel- og naturturismen og samarbejdet omkring Destination Lillebælt

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En ny, populær Østersørute for cyklister, Bed + Bike overnatningssteder, Bike Friends-virksomheder og en øget interesse for at bruge Naturpark Lillebælt i turismevirksomhedernes markedsføring. Det er blot et udpluk af håndgribelige resultater fra REACT-projektet, hvor seks danske og seks tyske feriedestinationer de seneste tre år har samarbejdet om at udvikle turismen i den vestlige Østersø.

Her har især cykel- og naturturismen omkring Lillebælt vundet frem, og markant flere virksomheder har fået øjnene op for at bruge Lillebælt aktivt i deres markedsføring.

– Vores virksomheder har vist større og større interesse for at være med til at udvikle, promovere og sælge oplevelsestilbud til aktive ferieturister. Og så oplever vi også en stigende interesse for at bruge Naturpark Lillebælt og de helt særlige naturværdier, vi har her i området aktivt i markedsføringen, fortæller Anders Johansen, Projektleder i Destination Lillebælt.

Derudover har en stor gevinst i projektet været et styrket samarbejde mellem de danske og tyske destinationer, mellem de danske destinationer indbyrdes og ikke mindst mellem kommuner og turismeerhvervet på lokalt plan.

– Det styrkede samarbejde og erkendelsen af, at vi kan gøre en større forskel ved at arbejde sammen på tværs af grænser og kommunegrænser, har klart fået et nøk opad. Og det skal vi holde fast i, for turisterne kigger jo ikke på hverken kommune eller landegrænser, og det er blevet lettere gennem REACT, som har bidraget til at bygge et stærkt netværk i hele den vestlige Østersø-region, men også på lokalt plan, forklarer Anders Johansen.

Et særligt samlingspunkt for samarbejdet mellem kommuner, visit-organisationer og Naturpark Lillebælt har været den unikke natur, der findes i området.

Her er der sket en stor udvikling ikke kun inden for cykelturisme, men også andre former for aktiv ferie og strandliv.

Især igennem samarbejdet omkring den nye cykelrute Østersøruten er der sket indsatser der forbinder kommunerne. Tiltag som øget service til gæster via Bike Friends-virksomheder, Bed + Bike overnatningssteder, cykeltilbud og tre nye turforslag sætter kursen for en cykelvenlig destination.

Inden for temaet strandliv har det lokale samarbejde også sat sit præg. På baggrund af en strandpotentialerapport udviklet af et lokalt strandnetværk med repræsentanter fra Destination Lillebælt, VisitKolding, VisitLillebælt, Fredericia, Kolding og Middelfart kommuner, er der sket en samlet investering i faciliteter på områdets strande på over 1 mio. kr.

Der er i det hele taget kommet større fokus på aktive feriegæster, og Destination Lillebælt understreger, at afslutningen på REACT kun er en begyndelse for et større samarbejde.