112

TRAGISK TRAFIKULYKKE

Skærmbillede 2014-09-19 kl. 18.04.31Et større sammenstød endte slemt for flere personer på Taulovmotorvejen fredag sidst på eftermiddagen. En 18 årig mand er omkommet ved ulykken og en kvinde er svært tilskadekommen. Begge sad i samme bil.  Den hårdt kvæstede kvinde er i al hast bragt til sygehuset i Odense.

Jesper Duus fra Sydøstjyllands politi oplyser overfor DanmarkC TV at fem personer er bragt til sygehuset i Kolding.

Ved ulykken var flere biler involveret og der blev rekvireret hjælp fra både Fredericia, Kolding og vejle Brandvæsen. Flere af de forulykkede biler lækkede brandfarlige væsker. Ved ulykken var ligeledes en varevogn og en lastbil involveret. De implicerede køretøjer holdt spredt over et stor område af vejbanen.

Motorvejen blev grundet ulykken – lukket ved afkørsel 61. Bilister blev ledt op af afkørsels-rampen og ned igen på den anden side.

Trafikken på den anden side af motorvejen var også påvirket af ulykken. Her lukkede politiet det ene spor.

Politi og ambulancetjenesten var talstærkt på ulykkestedet og ambulancelæge var ligeledes rekvireret til ulykken.

Den omkomne 18 årige og hans hårdt kvæstede kæreste på 19 år kommer begge fra Vojens. De pårørende er underrettet.

Redningsmandskabets indsats virkede i følge DanmarkC TV´s rapporter meget kompetent.

 

OPDATERING LØRDAG FORMIDDAG:

Politiet oplyser at den hårdt kvæstede 19-årige kvinde, pådrog sig flere skader ved ulykken, herunder både kraniebrud og bækkenbrud. Ved ulykken omkom hendes 18-årige kæreste. De begge kommer fra Vojens.

Ulykken skete i en kø, hvor kæresteparret netop havde bremset ned. Kort efter torpederes deres bil bagfra af en varevogn der efter al sandsynlighed havde over set at der var opstået kø. Ved påkørslen blev kæresteparrets bil skubbet op i den foranholdende bil. Politiet forsøger fortsat at klarlægge ulykken i detaljer.