FREDERICIA

Stor tilfredshed med Borgerservicecentret

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Der er stor tilfredshed med Borgerservicecenteret, viser en brugerundersøgelse blandt centerets brugere

Borgerservicecenteret gennemførte fra 30. maj til 19. juni 2023 en tilfredshedsundersøgelse blandt borgere, der henvendte sig i skranken. Undersøgelsen viser, at der er stor tilfredshed med kommunens borgerservice.

”Det er altid glædeligt, når vi får ros for den service, vi giver vores borgere – ikke mindst i de borgernære funktioner som i Borgerservicecentret. Sådan en undersøgelse bekræfter kun kvaliteten i den service, som de yder”, siger Connie Jørgensen, formand Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget.  

Undersøgelsen satte fokus på tre temaer: Ventetid, det fysiske miljø og medarbejderens service. Temaerne illustrerer den generelle oplevelse af et fuldt forløb fra borgeren kommer ind ad døren, til borgeren er blevet ekspederet. Undersøgelsen viser, at over 90 % i høj grad er tilfredse med Borgerservicecentret.

Borgere, som fik hjælp ved skranken, gav i meget høj grad udtryk for, at de blev hjulpet professionelt og effektivt, at medarbejderen var imødekommende, og at der var tid til borgerens udfordringer. Over 90% af dem, der henvender sig ved skranken oplevede, at de fik fyldestgørende hjælp og løst deres problem. På samme måde oplevede over 80% af de borgere, der brugte borger-pc‘en også at få tilfredsstillende og professionel hjælp.

Derudover var ventetiden på betjening kort. Ca. halvdelen af de fremmødte borgere havde booket tid på forhånd, og 80% af dem oplevede at kunne komme til før eller lige til tiden. Ligeledes oplevede de borgere, der ikke havde bestilt tid, at også de kunne blive betjent hurtigt.

”Jeg er glad for, at borgerne oplever, at den service, de modtager, er af høj kvalitet, og at de får den hjælp, de har brug for. Nu skal vi blot have fokus på at fortsætte og fastholde den professionelle håndtering af borgerhenvendelserne”, siger næstformand Turan Savas

Borgerservicecentret vil fortsætte med at undersøge, hvordan de kan understøtte og højne den gode og professionelle service, de leverer fremadrettet.