FREDERICIA

Stor markering af Danmarks befrielse i Fredericia: Her er programmet

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Byen gør klar til 80-års jubilæum for 4. maj 1945

Fredericia gør sig i år klar til en ekstraordinær markering af Danmarks befrielse den 4. maj 1945. Hvor dagen normalt fejres med taler og kranselægning, har 4. maj-komiteen i år udtænkt et omfattende program, der strækker sig over næsten en hel måned.

“I år har vi gjort noget ekstra ud af det i 4. maj-komiteen, fordi det er 80 år siden 4. maj 1945, så det markerer Vi,” fortæller medlem af komiteen, Ole Steen Hansen (A) til DanmarkC TV.

Traditionen tro vil selve befrielsesdagen byde på en række faste elementer.

Rektor Jørgen Lassen fra Fredericia gymnasium holder årets tale, og han vil midtvejs blive afløst af en elev.

Dette symboliserer, at “de kommende generationer også skal være klar til at overtage og varetage arbejdet med at kæmpe for friheden”, mener Ole Steen Hansen.

Et særligt øjeblik vil indtræffe, når foreningsfanerne i Fredericia føres ind på 4. Maj-pladsen, hvorefter frihedsbudskabet fra den 4. maj 1945 kl. 20.36 afspilles.

“I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig”

Ole Steen Hansen, medlem af 4.maj-komiteen i Fredericia. Foto: DanmarkC TV

Mange arrangementer i hele byen

Fejringen af 80-året for befrielsen er dog ikke begrænset til selve 4. maj.

“Vi har inviteret bredt ud i hele Fredericia, og gudskelov er der foreninger og kirker og andre aktører, der har grebet handsken og arrangeret en masse ting. Panorama-biograferne viser film om besættelsen, Den Kreative Skoles danselinje opfører forestillingen “Krig, de unge mennesker,” og byens regimentsmuseum har en udstilling på Landsoldatpladsen. Derudover inviterer Christianskirken til koncert med sange fra besættelsestiden”, fortæller Ole Steen Hansen.

Den 5. maj får pladsen foran Fredericia Gymnasium navnet Arlette Andersens Plads, til ære for kvinden bag Fredericia Bys frihedspris , der hylder unge for deres kamp for friheden – aftenen inden, den 4. maj, uddeles Arlette Andersens frihedspris på Fredericia Rådhus.

“Frihedsprisen er ikke opkaldt efter Arlette, fordi hun har siddet i KZ-lejr, men den er opkaldt efter Arlette, fordi hun har holdt 426 foredrag, primært på gymnasier for unge mennesker, om, at man skal stå op for friheden.”

Arrangørerne er glade for den store opbakning fra byens foreninger og borgere.

“Det er byens ildsjæle, der laver noget. Det er jeg rigtig stolt og glad over, at de vil være med til,” siger Ole Steen Hansen.

Hele programmet kan læses på Kommunens hjemmeside.

Læs hele programmet for 4.maj fejringer i Fredericia på Kommunens hjemmeside. Tryk på Billedet. Grafik: Fredericia Kommune