Stor gruppe unge deltog i #SlukSammen og spillede brætspil
Headspace i Fredericia deltog i den landsdækkende kampagne om at slukke alle skærme 20. august 2024 kl. 18 til 20, og være helt nærværende
Det er et stigende problem, at børn og unge kun har kortvarige samtaler med deres forældre, mens de alt for ofte faktisk har øjnene rettet mod telefonens skærm. Dermed er ingen rigtig til stede, og som Headspace påpeger, er der heller ingen øjenkontakt.
“Det bliver en intimiderende og grænseoverskridende oplevelse, at se andre i øjnene,” fortæller ungerådgiver Cecilie Roed Schultz til DanmarkC TV.
Hvem har ansvaret?
Opdragelse er klart et forældreansvar, og hjemme hos Laura er der ikke skærme med, når der spises. “Vi spiser altid aftensmad sammen, og der må ikke være telefoner til stede,” forklarer Laura til DanmarkC TV.
“Jeg har fætre og kusiner der er omkring fire år, og de får ikke lov til at bruge en iPad.”, fortæller Natasja.
En ting er den voksne, der også er rollemodel og eksempel, men hvad når de unge er alene?
“Den beslutning skal vi tage samme,” mener Laura, “Det skal være en fælles beslutning, men jeg tænker, den skal tages rimeligt tidligt. “Jeg vil gerne være sammen med dig/jer, og når vi er sammen skal telefonen ud!””, mener Laura det kan siges, når kammeraterne er samlet.
“Vi bruger meget at ringe til hinanden,” fortæller Natasja til DanmarkC TV, og forsætter: “Vi er ikke så meget fysisk sammen som vi har været,” og fortæller om forholdene på efterskolen hvor eleverne var meget tættere på hinanden, og mobil/tablet ikke var med rundt hele tiden. Det er Laura helt enig i.
Dilemmaet
De unge er født med, at “være på” hele tiden, og dermed kontaktbar. Men har også en bekymring for ikke at kunne følge med i, hvad venner og kammerater oplever og skriver.
DanmarkC TV bringer en udsendelse, hvor de to unge fortæller om hverdagens skærme, og ungerådgiver Cecilie Roed Schultz om de unges udfordringer med telefonerne.