Den 1. januar 2027 bliver startskuddet for et nyt, samlet selskab, der forener spildevand, affald og teknisk vand. I den forbindelse skal der findes en ny topledelse, da den nuværende direktør træder et skridt tilbage.
Planerne er lagt for en omfattende sammenlægning i Fredericia. Fredericia Spildevand og Energi A/S (FRSE) skal fusioneres med Affald & Genbrug samt et helt nyt selskab for teknisk vand. Målet er at samle disse vitale funktioner under én fælles paraply for at styrke samarbejdet og effektiviteten på tværs af forsyningsarterne, oplyses det i en pressemeddelelse.
Direktør for Fredericia Spildevand og Energi A/S Peter Daugbjerg Jensen har valgt ikke at fortsætte som
direktør for den nye forsyning.
”Vi ser ind i et nyt år med både ny bestyrelse og ny direktør. Opgaverne i 2026 bliver udfordrende, men
også utroligt spændende. Vi skal sammen med FRSE og Affald & Genbrug finde gode snitflader for
samarbejde. Derfor håber vi at finde en direktør med et strategisk blik og erfaring med at lede komplekse
processer. Samtidigt er jeg glad for at Peter har valgt at blive hos FRSE og bidrage til at løse de opgaver, vistår over for de kommende år”, udtaler Kenny Bruun Olsen, FRSE’s kommende bestyrelsesformand pr. 1.
januar 2026.
Peter Daugbjerg Jensen var ansat som udviklingschef, før han overtog direktørstillingen.
”Jeg har valgt at fratræde stillingen som direktør for FRSE. Det har været tre utrolig spændende år, hvor
jeg har nydt samarbejdet med kolleger og samarbejdspartnere. Jeg fortsætter selvfølgelig, indtil der er en
ny direktør på plads, og derefter glæder jeg mig til at komme tilbage til mit gamle område”, fortæller Peter Daugbjerg Jensen.
Et år med forandringer – men ro i driften
Fusionen vil medføre ændringer for medarbejdere hos FRSE og Affald & Genbrug, men nuværende
bestyrelsesformand for FRSE, Turan Savas, understreger, at der ikke er grund til bekymring.
”Der vil naturligvis ske forandringer, når vi fusionerer. Vi får brug for flere hænder til at gennemføre
sammenlægningen og udarbejde en samlet virksomhedsplan. For medarbejdere i driften vil opgaverne
forblive de samme; spildevandet skal transporteres og renses, og affaldet skal korrekt håndteres.
Vi er ærgerlige over, at Peter Daugbjerg Jensen ikke fortsætter som direktør. Jeg er sikker på, at ledelsen
og den nye bestyrelse er klar til at løfte de mange spændende opgaver sammen med både medarbejderne og den kommende direktør,” siger Turan Savas.
Direktørstilling offentliggøres snart
Den nye direktør kan se frem til at stå i spidsen for fusionen mellem Affald & Genbrug og Fredericia
Spildevand og Energi A/S samt etableringen og udviklingen af det tekniske vandselskab.