Stor donation sikrer ferie for familier

Stor donation sikrer ferie for familier

I uge 27 danner hyggelige feriehytter på Trelde Næs Camping rammen om et tiltrængt afbræk for 15 familier til Mødrehjælpens sommerlejr.

Et generøst bidrag på 100.000 kroner fra TrygFonden gør årets ferielejr mulig, og torsdag den 2. juli mødte fondens repræsentant, Anette Petersen, op for at overrække donationen. Besøget blev markeret med fælles aktiviteter, grill, is og et hyggeligt bankospil

Et pusterum i hverdagen

For mange af de deltagende familier er tre overnatninger på ferie ikke en selvfølge. Arrangøren Hanne Nielsen fra Mødrehjælpen lægger stor vægt på det fællesskab og den glæde, lejren skaber for både store og små. “Det handler simpelthen om at give familierne et pusterum for mange i en rigtig hård hverdag,” forklarer hun.

Selvom en kort tur på ferie måske virker beskeden for nogle, gør den en enorm forskel for de fremmødte:

“Det kan lyde af ikke så meget, at man kommer herude med tre overnatninger, men det giver lidt pusterum for familierne, at man kan komme i badeland og spille minigolf. Og vi kan simpelthen se børnene, de får lys i øjnene af at være her. Så det er et par dage, hvor man ikke skal bekymre sig om forskellige ting, som fylder.” fortælle Hanne Nielsen.

At skabe disse oplevelser koster mange penge, og derfor falder checken fra TrygFonden på et utroligt tørt sted for arrangørerne. “Det gør jo, at vi kan arrangere det. At vi har råd til at arrangere det, for vi er jo afhængige af dem, der giver donationer. Og selvom der er rigtig mange, der støtter os, så er 100.000 kr., en god hjælp,” udtaler Hanne.

Video: DanmarkC TV

Fællesskab og nye venner

Blandt årets gæster er familiefaderen Henrik, som har boet i udlandet i en årrække med sin 11-årige søn. For ham handler lejren i høj grad om at bygge et socialt netværk.

“Jamen det betyder, at vi kommer på ferie. Da vi fik det her tilbud, så var vi ikke sene til at sige ja tak. Og det var også meget for at møde nogle andre mennesker,” lyder det fra Henrik, der supplerer: “Det kan være svært at finde legekammerater, når man kommer fra et andet land.”

Lejren har hidtil budt på masser af gode grin: “Jamen i dag har vi oplevet masser af regnvejr og råhygge i hytten. Og i går var der simpelthen bare det helt store badelandseventyr. Næsten fra morgen til aften, jeg måtte hente min søn dernede, da de lukkede kl. 8 eller halv ni. Der plaskede han stadig rundt dernede.”

Tryghed giver håb

Hos TrygFonden er man imponerede over arrangørernes dedikation. Under overrækkelsen roste repræsentanten Anette den store indsats.

“Det er faktisk ikke første gang, at jeg kan få lov til at komme herud hos jer og overlevere en donation. Og det gør mig ekstra glad, ikke kun at vide, men også at se, at jeres engagement ikke smuldrer. At den kontinuerlige og engageret indsats, I gør år efter år, det er det, der gør forskellen,” sagde hun.

For Annette Petersen og fonden handler støtten i bund og grund om meget mere end bare feriesjov: “Fordi det, I gør, det er, at I skaber gode minder. Og i min bog er gode minder det samme som håb.”