
Større trafikuheld med fastklemte

Vejle Landevej spærret under redningsarbejde med frigørelse af tilskadekomne
Fredericia: Torsdag – En alvorlig trafikulykke indtraf torsdag formiddag på Vejle Landevej, blot 100 meter efter den nyetablerede rundkørsel nær Hejsekrydset. Ulykken involverede to køretøjer, to varebiler, der efter sammenstødet endte i grøften.
Flere ambulancer og en læge blev hurtigt tilkaldt til stedet for at behandle de tilskadekomne. Redningsarbejdet var kompliceret, da de implicerede personer var fastklemte i køretøjerne og skulle frigøres på forsvarlig vis. Politiet er ligeledes tilstede med flere patruljevogne og politiets indsatsleder.
Øjenvidner beskrev sammenstødet som voldsomt, og det vides endnu ikke, hvad der forårsagede ulykken. Politiet har påbegyndt en undersøgelse for at fastslå årsagen.
På nuværende tidspunkt er der ingen oplysninger om de tilskadekomnes tilstand, da redningsarbejdet har førsteprioritet.
Vagtchefen ved Sydøstjyllands politi oplyser til DanmarkC TV, at to personer er indbragt til skadesmodtagelsen, men at der ikke kunne oplyses yderligere om tilstand.
Torsdag aften oplyser politiet, at der er tale om to tilskadekomne – en 52-årig mand fra Fredericia og en 25-årig kvinde fra Kolding. Den 25-årige kvinde er torsdag aften stadig i kritisk tilstand.
Vejen forventes at være spærret i nogen tid, mens redningsarbejdet fortsætter, og politiets undersøgelser afsluttes. Bilister opfordres til at finde alternative ruter.