Stævnhøj Plejehjem dannede onsdag den 24. juni rammen om en midsommerfest, hvor beboere, pårørende og ansatte var samlet til en dag med fællesskab, mad og levende musik
Arrangementet bød på både fællessang og helstegt pattegris, men det store trækplaster var en intimkoncert med sangeren Stig Rossen. Det var et arrangement, der skabte stor begejstring og krævede god planlægning på grund af den massive tilslutning.
Forventningerne var høje forud for festen, og interessen for at deltage overgik alle forhåbninger hos arrangørerne. Formålet var at skabe en uforglemmelig eftermiddag for plejehjemmets beboere.
– Vi synes, at det er festligt at skabe en god stemning og give beboerne sammen med deres familier nogle gode oplevelser sammen, lyder det fra Mads Viktor Sørensen fra personalegruppen på Stævnhøj plejehjem, som fortsætter:
– Der har været en kæmpe interesse. Der har været så mange tilmeldinger, at det har været svært at leve op til det hele og få plads til alle, siger han.
Valget af kunstner var ikke tilfældigt, men et specifikt ønske fra husets beboere.
– Jamen, de har været enormt begejstrede. Alt sammen. Det er jo også beboerne, der har ønsket Stig Rossen, fortæller Mads Viktor Sørensen og tilføjer:
– Så derfor bliver de lykkelige, når de nu kan få deres ønske opfyldt. Så er det noget helt særligt at kunne holde sådan en midsommerfest, som vi gør her i dag, siger han.
Video: DannmarkC TV
Genvej til hukommelsen
Flere af plejehjemmets beboere lever med demens, og for netop dem har musikken en helt særlig kraft. Dette var også noget, som Stig Rossen lagde mærke til under sin optræden:
– Det er nemlig det, der er så livsbekræftende ved musik. Og specielt når man ser og ved, at der er mange med demens. Jeg kunne se mange af dem, som jeg lige fik øjenkontakt med, sad og sang med og kunne huske teksterne, siger Stig Rossen.
Han var tydeligt rørt over musikkens evne til at bringe liv tilbage til de ældre:
– Det er ret vildt. Og musik kan altså det der med, at det er ligesom sådan en genvej til hukommelsen, siger han.