TRAFIKKEN

Spærringen af Skærbækvej ved Taulov forlænges til 8. januar 2025

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Skærbækvej spærret længere tid end forventet

Vejarbejdet på Skærbækvej ved Taulov i Fredericia trækker ud. Skærbækvej mellem Kolding Landevej og Dronningens Kvarter har siden ultimo august været spærret, da en ny cykelsti langs Skærbækvej blandt andet skal etableres i forbindelse med ombygningen af tilslutningsanlæg 61 ved Taulov.

Denne spærring forlænges nu indtil den 8. januar 2025.

“Spærringen forlænges, så kommende aktiviteter i projektet kan forkortes,” oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det vil fortsat være muligt at komme nordfra motorvejen og køre ind og ud ad Dronningens Kvarter. Den nuværende skiltede omkørsel via Kolding Landevej og Dronningens kvarter fortsætter ligeledes. Cyklister og gående kan som nu fortsat anvende Skærbækvej frem til Adelvej.

I januar begynder næste fase af arbejdet, som også vil betyde omlægning af trafikken.

Vejdirektoratet beklager de gener, den forlængede spærring måtte medføre.