Den årlige byfest “Sommersjov i Bøgeskov” har endnu engang forvandlet lokalområdet til et stort samlingspunkt.
Ugen har budt på et bredt program, der startede med gudstjeneste og fortsatte med spændende aktiviteter for folk i alle aldre. Det har trukket rigtig mange nysgerrige borgere til.
Festen startede onsdag og bød på alt fra banko til bystafet og sluttede med tyrolerfest lørdag aften. Arrangørerne er yderst begejstrede for opbakningen.
“Ja, men den her weekend der holder vi som tradition tro sommershow i Bøgeskov,” fortæller Andreas Thoustrup, som er medarrangør af begivenheden da DanmarkC TVs udsendte møder ham lørdag eftermiddag i Bøgeskov.
Han uddyber de overordnede tanker bag festen: “Vi prøver sådan hver år at forbedre det en lille bitte smule og prøver at lave nogle små ændringer. Men sådan grundprincipperne holder vi fast i.”
Video: DanmarkC TV
Et tætpakket program
Programmet er meget varieret for at ramme alle aldre. Onsdag begyndte roligt med en lokal gudstjeneste, og torsdag spillede hele 250 deltagere banko sammen i teltet. Fredag og lørdag stod på bystafet, hvor byerne dystede mod hinanden. Derudover var der masser af gang i pladsen med både hoppeborg, ungefest og aktiviteter.
Et stort trækplaster er den klassiske tovtrækning, som endnu engang var yderst populær blandt gæsterne. “Vi har lige afviklet årets tovtrækning, og der er fuldt hus,” lyder det begejstret fra Andreas.
Sommersjov i Bøgeskov 2026. Fotogalleri: DanmarkC TV
Du kan finde flere billeder fra dagen på DanmarkC TVs facebookside.
Traditionen fortsætter helt sikkert fremover. Til sidst lyder opfordringen:
“Man skal altid komme glad forbi, når der er sommersjov i Bøgeskov. Og det er hvert år, og det er uge 34 hvert år, så sæt allerede kryds i kalenderen næste år, for der fortsætter vi med sommersjov i Bøgeskov”, lyder det fra Andreas Thoustrup.
















