MEDDELSER

Sommerferiepas 2014 bugner af tilbud

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Hvad skal dit barn lave i sommerferien? Når skolerne lukker ned og det ringer ud til en dejlig lang sommerferie, så er det med en masse spændende tilbud i kommunens Sommerferiepas 2014. Alle de populære tilbud er med igen. Hæftet byder også på nye aktiviteter, og der er tilbud til både de aktive og kreative.


Animationsværksted, gadeteater, fabeldyr, riddercamp, wrestling og glaskunst, det er blot for at nævne nogle af de aktiviteter, som man kan finde i Sommerferiepasset 2014, der blev omdelt til alle elever fra 0.-7. klasse i Vejle Kommune i løbet af uge 23.

Kreative sysler

Både for de aktive og kreative børn vil der være en masse muligheder for at prøve nye discipliner eller blive endnu bedre til de ting, man allerede kan. Som noget nyt i år kan børnene kaste sig ud i glaspustningskunsten i et rigtigt glasværksted eller lære, hvordan man bruger sine arme som strikkepinde.

Hvis man er til musik, film og teater, så skal man helt sikkert prøve musik- og sangskriverkurset, melde sig til et af teaterholdene eller komme til animationsværksted på Xeneriet, hvor børnene vil lære, hvor nemt det er at lave sin egen film.

Igen vil der være flere aktiviteter, hvor vi griber blyanter og pensler og lærer at tegne og male. Som noget nyt kan man denne ferie prøve at male med modellervoks. Og igen kan man lave smykker eller candywrappe, hvor slikpapir og tegneserier forvandles til fine tasker.

Vand eller bold?

Til alle de børn, der helst skal ud og brænde noget krudt af i ferien, er der også masser af tilbud: Der er badminton, bowling, fodbold, amerikansk fodbold, tennis og volleyball. Hvis man mere er til vand end bold, så skal man melde sig til kajakskolen, aquacamp eller man kan lære at sejle jolle i Sejlklubben Neptun. Hvis det ikke er udfordrende nok, kan man i stedet melde sig til wrestling eller parkour.

Traditionen tro forvandler VejleBibliotekerne plænen foran biblioteket i Vejle til en eventyrlig riddercamp. Her kan man opleve en bid af middelalderens eventyrlige univers, prøve bueskydning, blive sminket som prinsesse, lave rollespil og lære at kæmpe som en rigtig ridder.

Alt det og meget mere kan man finde i Sommerferiepasset 2014. I alt er der 60 aktiviteter man kan melde sig til. Hvis dit barn ikke har fået Sommerferiepasset 2014 kan I finde det på www.oplev.vejle.dk/feriepas, det er også her I melder jer til de forskellige aktiviteter.

Det er Vejle Kommune, Kultur og Udvikling, der hvert år i samarbejde med en række foreninger, institutioner, organisationer og enkelt personer arrangerer forskellige aktiviteter i skoleferierne – vinterferie, sommerferie og efterårsferie.