
Sommerferiegæster får dialyse i Fredericia
I sommerperioden åbner Hæmodialyseambulatoriet på Fredericia Sygehus dørene for både danske og udenlandske turister. De er friske nok til at rejse, men kan ikke undvære deres dialyse. En service som afdelingen strækker sig langt for at yde og de siger meget sjældent nej.
I løbet af sommeren dukker der både danske og udenlandske gæster op på Hæmodialyseambulatoriet på Fredericia Sygehus for at få dialyse, mens de ferierer. I år kommer der turister fra England, Tyskland og Belgien. Sidste sommer var der også en dialysegæst helt fra Japan.
– Vi omtaler dem som gæster. De er velfungerende og glade, og så får vi et godt grin, når tungen slår knuder, når vi skal kommunikere med dem. Men heldigvis har vi både en tysk- og en spansktalende, siger souschef Lene Dybdal, som har været i afdelingen i 30 år.
Det har været et tilbud i alle de år Lene Dybdal har været i afdelingen, og det er sågar indskrevet i afdelingens strategi, at der skal være plads til gæster. Det er en af kerneopgaverne, og personalet strækker sig langt, for at finde tid til de udenbys- og udenlandske gæster.
– Vi kan godt lide at sige ja, og vi får det næsten altid til at lykkes. Derfor har vi en del, der kommer igen år efter år, fortæller afdelingssygeplejerske Anette Sørensen.
(Kilde: Sygehus Lillebælt)