Kort Nyt

Sommercafeen i Høll genåbner i marts næste år med nye forpagtere

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Sommercafeen i Høll har fået nye forpagtere

Fra 1. marts 2025 vil familieteamet Poulsen/Okic, bestående af Johnny og Jane Poulsen samt deres datter Cecilie og svigersøn Allan Okic, stå for driften af den populære café.

– Med stor glæde byder Sommercafeen i Høll velkommen til de nye forpagtere, udlejer af Sommercafeen. “Familieteamet Poulsen/Okic er alle fagfolk med masser af erfaring, og vi er sikre på, at de vil drive cafeen på bedste vis, udtaler Per Egebart i et opslag på SommerCafeen i Hølls side på facebook igår onsdag.

Erfaring fra Fredericia Golfklub og Hotel Vamdrup

Teamet bag Sommercafeen har tidligere drevet Restaurant Spoon ved Fredericia Golfklub samt Hotel Vamdrup. De er kendt for deres fokus på god mad, hyggelig atmosfære og god service.

– Vi glæder os til at byde gæsterne velkommen i Sommercafeen.Vi har mange planer for cafeen, og vi vil gøre alt for at skabe et sted, hvor folk kan hygge sig og nyde den smukke udsigt over Lillebælt, udtaler Jane Poulsen.

Slut med udlejning som selskabslokale

Med de nye forpagtere på plads, vil Sommercafeen ikke længere blive udlejet som selskabslokale.

– Selv om udlejning som selskabslokale fungerede udmærket, har vi hele tiden været åbne for at få en ny forpagter, hvis den rette dukkede op.Det var vigtigt for os, at skulle der ny forpagter ind, så skulle det være fagfolk med erfaring i restaurationsdrift, forklarer Per Egebart i facebook-opslaget.

Per Egebart forsikrer dog, at de allerede indgåede aftaler om leje af cafeen til selskaber vil blive håndteret på en fair måde, så ingen skal frygte at miste deres reservation.