FREDERICIA

Søren Larsen: Nye tal viser først behov for nyt plejehjem om seks til ti år – analysearbejde forsætter

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

– Vi ved at der fra 2032 vil være 1.400 til 1.500 flere ældre over 80 år, end der er i dag, lyder det fra Seniorrådets formand, Flemming Larsen

Det har længe været kendt, at jo flere ældre der er, jo flere plejehjemspladser er der brug for. VIVE, der er det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, har set på tallene for bl.a. Fredericia Kommune.

I 2014 havde Fredericia Kommune 7 plejehjem med samlet 369 pladser, og i 2021 var der det samme antal plejehjem, men med plads til 388 borgere – altså 19 flere. I samme periode er antallet af ældre over 75 år vokset fra 3.924 til 5.441 hvilket er 1.517 flere borgere, eller 39 procent i tilvækst.

Politiske initiativer i Fredericia

Søren Larsen (A), formand for Senior og Socialudvalget, sagde i sin nytårshilsen 2023 til byens ældre på DanmarkC TV bl.a.:

– Da vi de kommende år bliver flere og flere plejekrævende pensionister, kræver det også flere plejeboliger, flere end der er plads til på de nuværende plejehjem, som vi kender dem i dag, og forsatte:

Hvorfor vi skal videre med processen for dette. Hvad drømmer vi om og hvad har vi har behov for – det vil sige, hvor skal der bygges, hvor stort skal der bygges, og hvordan skal der bygges, sagde Søren Larsen og fortsatte, nogle kommuner har forsøg i gang med ”plejehjem i eget hjem”.

Altså hvor man leverer støtte i et plejehjemslignende omfang, men i borgerens eget hjem til de borgere, der er i stand til den løsning.

Det er en spændende udvikling, som vi kommer til at følge nærmere op på, for de fleste af os vil jo helst blive i eget hjem længst muligt, lød det i nytårshilsenen.

DanmarkC TV har atter spurgt Søren Larsen om arbejdet med plejeboliger, hvortil Søren Larsen svarer, at på trods af at befolkningsvæksten på ældreområdet de forgangne år jo ganske rigtigt pegede på, at vi i Fredericia skulle påbegynde opførelsen af et nyt plejehjem, så synliggør nye tal det seneste halve år først dette behov om seks til ti år, hvorfor arbejdet med et eventuelt nyt plejehjem foreløbig er udsat til det kommende år.

Søren Larsen
Formand for
Senior og Socialudvalget

Først og fremmest er den fysiske helbredstilstand for seniorer forbedret over en længere årrække og for det andet bidrager nye hjælpemidler og et øget fokus på rehabilitering til, at vi bliver bedre til at leve længere i eget hjem.

Hertil kommer at nogle kommuner har forsøg i gang med ”plejehjem i eget hjem”, altså hvor kommunen leverer støtte i et plejehjemslignende omfang, men i borgerens eget hjem til de borgere, der er i stand til den løsning.

Det er en spændende udvikling, fortæller Søren Larsen, og sådanne tiltag kommer vi til at følge nærmere op på, for de fleste af os vil jo helst blive i eget hjem længst muligt.

Søren Larsen og det øvrige Senior og Socialudvalg følger også Fredericia Kommunes garantiventeliste til en plejehjemsbolig meget tæt og den har siden tilbygningen på Stævnhøj for omkring 2-3 år siden balanceret stabilt omkring 15 uger.

Vi har altså udvidet rammen fra udelukkende at fokusere på ældreområdet, til at fokusere på helheden.
Søren Larsen

Herudover har forligspartierne bag den indeværende budgetaftale bedt forvaltningen om at udarbejde en botilbudsanalyse, som omfatter det samlede behov for plejeboliger og boligtilbud til børn og unge, for boligtilbud til voksne med handicap, for boligtilbud til sindslidende og naturligvis også til det stigende antal af seniorer, fortæller Søren Larsen og fortsætter, vi har altså udvidet rammen fra udelukkende at fokusere på ældreområdet, til at fokusere på helheden.

Det vil sige, hvor skal der i givet fald bygges, hvor stort skal der i givet fald bygges, til hvem skal der i givet fald bygges, hvordan skal der i givet fald bygges og hvornår skal der i givet fald bygges, slutter formanden for Senior og Socialudvalget, Søren Larsen (A).

Seniorrådet i Fredericia Kommune

– Vi ved at der fra 2032 vil være 1.400 til 1.500 flere ældre over 80 år, end der er i dag. De skal naturligvis ikke på plejehjem alle sammen. Så det er på nuværende tidspunkt hvor de er 70 år eller deromkring, at vi skal begynde at tænke over, hvordan får vi de borgere til at blve 80 år, uden de skal på plejehjem, indleder Flemming Larsen, formand for Seniorrådet i Fredericia Kommune.

Det har Seniorrådet gjort sig flere overvejelser omkring. Flemming Larsen nævner at “vi skal have noget mere motion ind i billedet”. Alle ældre skal motionere mere end de gør i dag. Fra vi bliver omkring 70 år skal der ikke meget “stillesiddende” til, før muskelmassen begynder at forsvinde.

Flemming Larsen
Formand for
Seniorrådet i Fredericia Kommune

– Vi skal også have kigget på vores bygninger. Et af de forslag som Seniorrådet er kommet med er, at man bygger nogle boliger som man kan flytte ind i når børnene er flyttet, og som er beregnet til at man kan få hjælp. Altså ikke noget med dørtrin m.v.. Det skal være muligt for en lettere handicappet person at blive i sin bolig. Det vil sige blive boende fra man er omkring 50 år til man “bliver båret ud”, eller måske bliver nødt til at få en plejehjemsplads. Det betyder noget for den måde der skal bygges på, forklarer Flemming Larsen. Forslaget er sendt til Senior og Socialudvalget.

– En anden idé er boligfællesskaber, som vi kender fra bl.a. I.P. Schmidt, Købmagergades Skole og Kongens Punkt. Det har nemlig vist sig at disse borgere først får brug for hjælp fem til seks år senere. Det at man bor i et fællesskab, det at man hjælper hinanden, og det at man har et netværk betyder, at borgere klarer sig alene og i eget hjem i en længere periode, fastslår Flemming Larsen.

– Et eksempel er Esbjerg: Her har Esbjerg Kommune bygget et plejehjem med et bofællesskab uden om. Plejehjemmet bliver således samtidig aktivitetscenter med aktivitetsrum i kælderen af plejehjemmet, som kan bruges af både plejehjemmets beboere og bofællesskabet uden om. Det ser ud til at være en god idé, men vi må nok se i øjnene, at de der kommer på plejehjem om ti år er svagere en dem der kommer på plejehjem i dag.
Og de der kommer på plejehjem i dag, har begrænset mulighed for at lave noget, mener Flemmings Larsen.

Som Søren Larsen længere oppe giver udtryk for, skal der bygges et nyt plejehjem, men sådan et byggeri koster rigtig mange penge. Penge som det kan være svært at finde i sparetider. I slutningen af august skal embedsmændene aflevere spareforslag for 93 millioner kroner til poltikerne. Så hvordan forholder Seniorrådet sig til at Fredericia Kommune fattes penge?

Økonomien bliver ikke bedre af, at vi sparer.
Flemming Larsen

– Hvis kommunen ikke gør noget, så kommer kommunen til at fattes rigtig mange penge. Det er fint nok at vi mangler penge, og der skal spares og så videre, men vi kan spare os ihjel! Økonomien bliver ikke bedre af, at vi sparer, slutter Flemming Larsen.

Flemming Larsen er ikke i tvivl om, at politikerne har den samme tankegang, men bare ikke ved hvad de skal gøre. De økonomiske rammer er aftalt mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen. En aftale der er ret stram!