FREDERICIA

SØMÆRKET: En flydende platform forbinder Kolding, Middelfart og Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Flydende platform skal forbinde mennesker og natur

En ny flydende oplevelses- og formidlingsplatform, kaldet “SØMÆRKET”, er på vej til Lillebælt. Platformen skal skabe nye forbindelser til områdets natur og historie og styrke sammenhængskraften mellem Middelfart, Kolding og Fredericia kommune, det oplyser Naturpark Lillebælt i en pressemeddelelse.

Platformen vil blive flyttet med slæbebåd mellem tre lokationer langs Lillebælt og give muligheder for, at skolegrupper, forskere, turister og den brede offentlighed kan fordybe sig i bæltets historier samt tilbyde ny adgang til vandet for kajakroning, svømning, dykning og fiskeri. Samtidig bliver den i al sin enkelthed et dejligt sted at opholde sig i havnen eller byen med fødderne i vandet eller på brodækket med vinden i håret.

Jørn Chemnitz, formand for Naturpark Lillebælt, udtrykker sin begejstring:

– Det er en fantastisk ide, at vi kommer til at dele en fælles bygning mellem de tre kommuner. Vi kan flytte bygningen mellem os ved at bruge havet. Det er for mig et symbol på at havet og Lillebælt binder os sammen, siger han.

SØMÆRKET byder bla. på et uddannelses-rum og en overdækket observationspost. Grafik: Naturpark Lillebælt

Formidling af livet i havet

Tue Hesselberg Foged, kreativ direktør i EFFEKT, fremhæver vigtigheden af projektet:

– Formidling af livet i havet har aldrig været mere presserende end nu. Oplevelsesplatformens design er inspireret af vores fine tradition for at anvende smukke trækonstruktioner som Sømærker langs kysterne i Danmark, siger Tue Hesselberg Foged.

SØMÆRKET vil fortælle historien om Lillebælt gennem ‘fossiler’, illustrationer og tekst. Besøgende kan engagere sig i eksperimenter og opleve undervandsoptagelser i et særligt ‘undervandsrum’. Den 7 meter høje pyramidestruktur vil rage op over havnene og fungere som et visuelt fyrtårn. Besøgende kan klatre i et net til det øverste dæk og nyde en spektakulær udsigt.

SØMÆRKET er designet af EFFEKT i samarbejde med MAST. Konstruktionen begynder med det samme og forventes færdig efter sommeren 2025. Projektet støttes af kommunerne, Nordea-fonden, Friluftsrådet, Den Europæiske Regionalfond og Erhvervsfremmebestyrelsen.