Socialt Indeks er Misvisende
I sidste uge lancerede Socialpædagogernes forening en ny analyse, et Socialt Indeks, hvori de sætter fokus på kvaliteten af indsatsen på det specialiserede område i landets kommuner. Fredericia Kommune, har haft mulighed for at gå bag om tallene i analysen, og må på den baggrund desværre konstatere, at her er tale om en analyse, der tangerer metodisk makværk.
Chefen for Voksenserviceområdet i Fredericia Kommune, Rolf Dalsgaard Johansen og hans medarbejdere var ganske uforstående overfor den placering – næstsidst, som kommunen havde fået.
En dialog med Epinion, analyseinstituttet, der har udarbejdet indekset for Socialpædagogernes forening, har gjort det klart, at her er tale om metodiske fejl. ”Der gør, at vi stiller spørgsmål ved hele undersøgelsens validitet”, oplyser Rolf Dalsgaard Johansen, Voksenservicechef i Fredericia Kommune.
”Vi har haft drøftelser med både analyseinstituttet og Socialpædagogisk forening, og påpeget de fejl, vi har registreret, bl.a. at der mangler en lang række besvarelser, som alligevel er blevet vægtet i analysen. Det er en stor fejl, og det gør resultatet utroværdigt. Vi havde derfor gerne set, at Fredericia Kommune var blevet trukket ud af analysen, nøjagtig som det er sket for en anden kommune, der også har registreret fejl i resultatet. Beklageligvis vil Socialpædagogernes forening ikke acceptere at flere udgår af deres analyse”, oplyser Rolf Dalsgaard Johansen, Voksenservicechef i Fredericia Kommune.
Socialpædagogernes formand Benny Andersen har udtalt, at det Sociale Indeks er en kortlægning af, hvordan landets 98 kommuners løser opgaverne indenfor det sociale område, og at indekset skal ses som et redskab og en inspirationskilde til kommunernes arbejde netop på dette område.
”Det er en rigtig god tanke, men det fordrer, at analysens resultater er valide. Og det må vi konstatere, at de desværre ikke er. Det er ganske enkelt en ommer”, udtaler Rolf Dalsgaard Johansen.
”Der udarbejdes løbende forskellige målinger og analyser, hvor afsender ofte har et ønske om at få sat fokus på netop deres område. Sådanne analyser og rapporter kan give inspiration, gode drøftelser og anledning til refleksion. Men det viser sig gang på gang, at det er nødvendigt, at komme bag om resultaterne, for de gode intentioner overskygges desværre ofte af manglende validitet, som i denne rapport”, slutter Rolf Dalsgaard Johansen.