Læserdebat af Poul Rand, liberal skribent
Socialdemokratiets valgnederlag er ikke bare et bump på vejen – det er et politisk ligsyn. Når vælgerne flygter både lokalt og nationalt, er det fordi afstanden til virkeligheden blev større end afstanden til rådhuset. Det her kræver ikke bare eftertanke. Det kræver obduktion.
Nye idéer vinder valg – gamle vaner gør ikke. Fredericianerne har bedt om forandring, de fik det.
I Fredericia og resten af landet har Socialdemokratiet fået et nederlag af den slags, hvor man ringer direkte til bedemanden. Det politiske livstegn var så svagt, at selv en defibrillator fra Falck havde opgivet. Hvis et parti kan gå i klinisk død, så skete det her.
Lokalt har Socialdemokratiet i årevis levet af politisk vanetænkning, interne cirkler og idéen om, at vælgerne alligevel nok skulle blive.
Men denne gang gjorde vælgerne det eneste fornuftige: De trak stikket. Når vælgerne forlader partiet i bunkevis, er det ikke en “bule i opinionen”. Det er blodpropper i det politiske kredsløb. Der blev ikke lyttet. Der blev ikke leveret. Der blev forvaltet og forklaret — men ikke forstået. Det er svært at tale om velfærd, når borgerne oplever ventetid, bureaukrati og svar, der ikke minder om virkeligheden uden for rådhuset.
På landsplan er patienten heller ikke stabil. Når et parti mister bindeleddet til de mennesker, der lever uden for ministeriernes mødelokaler, falder stemmerne — og det gjorde de. Massivt.
At kalde det en nedgang er som at kalde Titanic for en “let vandindtrængning”.
Dødsårsag: Kronisk afstand til almindelige mennesker
Bivirkninger: Procesrytteri, powerpoints og politisk tunnelsyn
Underliggende sygdom: Iltmangel i idéudviklingen
Forværrende faktor: Selvtillid uden sammenhæng med virkeligheden
Hvis Socialdemokratiet vil overleve, kræver det ikke bare plaster og politiske løfter. Det kræver organtransplantation: Nye idéer, nye stemmer og en ny respekt for vælgerne.
Indtil da må vi konstatere dødsfaldet i Politikens Akutmodtagelse.