FREDERICIA

Snublesten nedlægges i Fredericia til minde om besættelsestidens ofre

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Militærhistorisk Forening i Fredericia sætter fokus på ofrene for nazismen under Besættelsen med nedlæggelsen af 13 nye snublesten, der vil blive nedlagt på 11 forskellige steder i Fredericia.

Arrangementet finder sted den 18. og 19. april og vil blive efterfulgt af en højtidelighed til ære for ofrene. Snublestenene er en del af kunstværket “Stolpersteine”, som er verdens største decentrale kunstværk og består af flere end 74.000 snublesten i Europa ifølge snublesten.org. Stenene fungerer som mindesmærker for ofrene for holocaust og dem, der mistede livet i kampen mod nazismen.

Projektet fik lagt sin første sten i 1996, i Köln, af den tyske kunstner, Gunter Demnig, og stenene nedlægges der, hvor ofret sidst befandt sig frivilligt inden anholdelsen eller drabet på vedkommende. Intentionen er, at forbipasserende skal “snuble” over stenen og dermed påmindes ofrene. Lokalt er det ‘komiteen for snublesten i Fredericia’ der har fået igangsat projektet. Komitéen består af Ken Pedersen, Lars Henrik Olesen og Per Bakmand Skovsen. Komiteen har i perioden fra den 1. maj 2022 til den 30. april 2023 indsamlet midler til projektet som nu bærer frugt, oplyses det hos civilstyrelsen.

De 13 snublesten bliver nedlagt 18. & 19. april i mindet om ofrene for nazismen under besættelsen.
Foto: Militærhistorisk Forening i Fredericia

“Stenene foran husene gør mindet om de mennesker, som engang boede her, levende. På stenene står skrevet: Her boede…
En sten. Et navn. Et menneske.”
Gunter Demnig, kunstner – Citat: snublesten.org

Nedlæggelsen af snublestenene finder sted på 11 forskellige steder i Fredericia, og der vil blive afholdt en kort højtidelighed ved nedlæggelsen af hver enkelt sten. De 13 snublesten er de første i Fredericia og vil blive nedlagt med støtte fra Fredericia Kommune. Arrangementet er åbent for alle.

Datoer og tidspunkter for nedlæggelsen er som følger:

Tirsdag den 18. april 2023

09.00 Vesterbrogade 52 (Hans Christian Just Petersen)
10.00 Hans de Hoffmannsvej 28 (Iver Lassen)
11.00 Danmarksstræde 11 (Helge Hermann)
12.00 Prinsessegade 29 (Holger Gantriis)
13.00 Fynsgade 21 (Carl Robert Jakobsen)
14.00 Kongensgade 82 (Poul Johannes Christiansen)

Onsdag den 19. april 2023

09.00 Skansevej 12/Dortheavej 11 (Hans Eeg)
10.00 Treldevej 30/Ernavej 1 (Ferdinand Andersen)
11.00 Nymarksvej 20 (Ole Christensen)
12.00 Odinsvej 8 (Ib Schaltz)
13.00 Taulov Station (Karl Gustav Kolding, Eluf Månsson, Henry Jacobsen)
Program hos visitfredericia.dk

Bunkermuseet i Nørre Voldgade vil være åbent den 18. og 19. april fra kl. 13-16. Foto: DanmarkC TV

Bunkermuseet i Nørre Voldgade vil være åbent for besøgende i forbindelse med nedlæggelsen af snublestenene. Museet, som ligger i en af Fredericias gamle bunkere, viser indretningen under besættelsestiden samt lyd- og billedudstillinger om Besættelsen og Fredericia. Bunkermuseet vil være åbent den 18. og 19. april i tidsrummet mellem kl. 13-16.

Byvandring: Luftalarmer og snublesten

Museerne i Fredericia har også inviteret til en spændende byvandring om Besættelsestidens Fredericia i forbindelse med nedlæggelsen af snublestenene og deres nye udendørs udstilling om luftalarmer og luftangreb 1940-1945. Byvandringen, der er gratis og ingen tilmelding kræver, starter ved Landsoldatpladsen den 27. april kl. 17.00 og varer ca. en time. Undervejs vil ruten også gå forbi flere af de snublesten, der den 18. og 19. april er blevet nedlagt til minde om de lokale ofre for nazismen.

Her vil lokalhistoriker Per Skovsen fra Militærhistorisk Forening give et indblik i de tragiske personfortællinger, der ligger bag hver enkelt sten. På turen vil kulturformidler Rasmus Welling fra Museerne i Fredericia fortælle om udstillingens tankevækkende beretninger om bl.a. engelske luftangreb på danske passagertog, ubådsjagt i Lillebælt og indretning af beskyttelsesrum. fortælles der på museets hjemmeside.

Museernes udendørs udstilling om luftalarmer og luftangreb 1940-1945 er en del af en større satsning på formidling af Besættelsestiden og dens betydning for Fredericia og Danmark. Udstillingen giver et indblik i besættelsestidens historie og viser, hvordan besættelsen påvirkede samfundet og de mennesker, der levede i det.