De gratis bybusser i Fredericia har hidtil været en succes, men nu må man bremse succesvejen og revurdere sagen.
Kunne det være muligt, at en så stor succes som de gratis bybusser i Fredericia er, gør, at man kommer til at love for meget? Den positive stigning i antallet af personer der tager bussen, er steget markant, siden bybusserne blev gratis. Nu har Sydtrafik, på vegne af busselskabet Umove, anmodet om et totalt forbud mod at medtage cykler og løbehjul i bybusserne.
Den øgede popularitet har ført til overfyldte busser, især på de travle afgange. Det daglige pres resulterer i svære situationer for både chauffører og passagerer. Ifølge sagsbeskrivelsen opstår der dagligt konflikter, når passagerer ikke kan få plads til cykler, løbehjul, rollatorer og barnevogne.
Problemerne er nu blevet så omfattende, at de påvirker arbejdsmiljøet for chaufførerne. Fagforeningen 3F er blevet inddraget i sagen, og der er bekymring for, at Arbejdstilsynet kan blive involveret, hvis situationen fortsætter. Årsagen er simpel: “Der er ikke tilstrækkelig plads i busserne på mange afgange.”
Totalforbud anses som bedste løsning
I dag gælder der allerede en begrænsning i myldretiden (07:00-09:00 og 14:30-17:00), men dette er ikke længere tilstrækkeligt. Et totalforbud foreslås for at sikre bedre plads til passagerer, der medbringer nødvendige hjælpemidler som rollatorer og barnevogne. Samtidig forventes det at reducere antallet af konflikter om pladsen markant.
Det er derfor af sikkerhedsmæssige årsager, for både borgere og buschauffører, at man nu ikke længere kan tage sin cykel eller sit el-løbehjul med. En anden ting er også, at de ikke kan spændes fast, og ved en hård opbremsning kunne det medføre skade.
Mandag var forslaget så oppe på Teknisk Udvalgs møde i Fredericia Kommune, og man har besluttet at fra 1. november træder forbuddet i kraft i Fredericias bybusser.
Forvaltningen vurderer, at et totalforbud er den “mest hensigtsmæssige løsning”. Det er en hurtig og effektiv løsning, som er let for passagererne at forstå.
Alternativet om at indsætte flere busser i de travle perioder afvises som urealistisk på grund af de betydelige merudgifter. Et beregningseksempel viser, at en dublering af blot fire afgange vil koste over 6,1 millioner kroner. Det foreslåede forbud har derimod ingen økonomiske konsekvenser.
Allerede fra 1. november kan man ikke længere medbringe cykler eller el-løbehjul i Fredericias bybusser.