Læserdebat af: Sune Nørgaard Jakobsen, folketings- og byrådskandidat for Dansk Folkeparti
I efteråret 2024 udsendte Social- og Indenrigsministeriet en orienteringsskrivelse, der forbyder private sociale tilbud at indregne overskud i deres takster. Det sker endda uden at Folketinget har vedtaget det.
En tidligere minister forsøgte for år tilbage at samle flertal til et sådant forbud. Hun kunne ikke. Folketinget sagde nej. Demokratiet talte. Alligevel vælger Social- og Indenrigsministeren nu at snige samme politik ind via bekendtgørelser og socialtilsyn. Det er ikke bare teknisk jura det er politisk magtudøvelse uden mandat.
Enhver der har drevet virksomhed ved, at uden overskud dør forretningen. Banker vil ikke låne ud, investorer vil ikke investere, og økonomien falder fra hinanden. Når ministeren fastholder dette forbud, betyder det i praksis, at private sociale tilbud må lukke. Krisecentre, herberger, botilbud, altså hele den private del af socialområdet risikerer at forsvinde. Og hvem står tilbage med regningen? De udsatte borgere. Kvinden, der søger tilflugt på et krisecenter. Den hjemløse, der har brug for en seng og et måltid. De mister deres muligheder, fordi ministeren vil føre politik gennem skrivebordet frem for gennem Folketinget.
Den samme virkelighed rammer på sundhedsområdet. Socialtilsynene afviser i dag, at sociale tilbud kan have egne læger. Reglerne siger, at borgeren skal bruge det etablerede sundhedssystem. Men mange af disse borgere har ikke en fast læge, de har ofte skiftet utallige gange. Lægevagten er sjældent en reel løsning, og akutte problemer kan ikke vente. Når ministeriet lader tilsynene holde fast i rigide regler, betyder det i praksis, at systemets kassesystem vægtes højere end mennesket foran en. Det er uforsvarligt. Og det er ministerens ansvar.
Derfor er det nødvendigt, at ministeren tager stilling. For hvorfor gennemtvinge en politik, som Folketinget aldrig har godkendt? Hvordan forestiller man sig, at private sociale tilbud kan overleve uden overskud? Og hvordan kan man forsvare, at regler og kasser i systemet vægtes højere end et menneskes akutte sundhedsbehov?
Det er nemt at gemme sig bag orienteringsskrivelser og tekniske bekendtgørelser. Men virkeligheden rammer ikke embedsmændene, den rammer de udsatte, der mister både sociale tilbud og sundhedshjælp, når behovet er størst.
Hvis regeringen virkelig vil forbyde overskud i sociale tilbud, så må ministeren have modet til at fremlægge et åbent lovforslag i Folketinget. Og hvis man virkelig vil hjælpe mennesker i nød, så må vejledningen på sundhedsområdet tilpasses virkeligheden.
Indtil det sker, er vi vidne til skrivebordspolitik på bekostning af de svageste.