SKRÆMMENDE SMS´ER
Send en sms og få en zombie-novelle på din mobil
Undrer du dig også over gule splatter ved banegården og udvalgte busstoppesteder?
Send en sms med teksten ”Overalt” til 1277, og få en novelle, der kan læses på telefonen. Sådan lyder opfordringen på en række gule blodstænk, der er sat op ved busstoppesteder rundt omkring i Fredericia. Novellen består af 36 sms´er, som man i løbet af tre dage, får på sin mobiltelefon. Historien er en hårrejsende fortælling i horror/gyser-genren, så man skal være forberedt på lidt af hvert og have i mente, at novellen ikke egner sig til børn eller sarte sjæle.
Gule splat og sms´er
I uge løbet af uge 34 har projektmedarbejdere fra Bibliotekerne i Billund, Middelfart, Fredericia, Kolding, Vejle og Vejen været rundt ved kommunernes trafikale knudepunkter og opsat store gule klistermærker, formet som blodstænk med teksten ”Send overalt til 1277 – hvis du tør.” Tør man det, modtager man i løbet af kort tid sms-novellen, som er skrevet af horrorforfatteren Christian Reslow.
Overlev zombierun
I uge 35 er der Festuge i hele Trekantområdet. Temaet er ”Forbindelser” og forbindelsen mellem liv og død kan man bogstavelig talt se i øjnene, når der i de seks byer er zombieruns. Her løber man en fastlagt rute, med en horde af udklædte zombier lige i hælene. Heldigvis rykker ”Bib to go” ud og giver en håndsrækning til de løbende. To projektmedarbejder trækker i beskyttelsesdragterne og uddeler hjælpeposer til løberne. Hjælpeposerne indeholder alt hvad man skal bruge for at holde zombierne et skridt fra livet og komme sikkert i mål.
Fakta
Kampagnen er en del af projektet ”Digital Kulturformidling på farten”, med den mere mundrette arbejdstitel ”Bib to go”. Her arbejder seks biblioteker i Trekantområdet sammen om, at vise pendlere og andre der er på farten bibliotekernes digitale tilbud bl.a. e-bøger, netlydbøger og sms-noveller. Særligt fokus er på at få nye og flere kulturbrugere.
Projektet indgår i kulturaftalen med Kulturregion Trekantområdet og er et samarbejde mellem bibliotekerne i Middelfart, Fredericia, Kolding, Vejle, Vejen og Billund. Projektet udspringer af et ønske om, at udvikle formidlingsplatforme, der kan formidle bibliotekernes tilbud i offentlige rum – især til dem der normalt ikke bruger biblioteket. Projektet kører til og med 2015 og har flere kampagner på trapperne.
Der er zombierun i Vejle den 24. august, i Billund den 25. august, i Kolding den 27. august, i Vejen den 29. august og i Middelfart og Fredericia den 30. august. Se mere om zombieruns på www.trekantomraadetsfestuge.dk. Projektet kan findes og følges på facebook – Bib to go.