Kort Nyt

Skræm tyvene væk og spar penge på elregningen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Indbrudsniveauet i Danmark er inde i en positiv udvikling, viser nye tal fra Danmarks Statistik

Men vi går nu ind i den mørke tid, der er højsæson for indbrudstyve. Samtidig opfordres danskerne til at skrue ned for lyset for at spare på energien. Med sensorstyret lys er det muligt både at skræmme indbrudstyvene væk og mindske elregningen, lyder rådet fra Bo trygt.

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev anmeldt knap 3 pct. færre indbrud i 3. kvartal 2022 sammenlignet med samme periode sidste år. Konkret blev der på landsplan anmeldt 3.819 indbrud i private hjem i 3. kvartal 2022, mens tallet året før lød på 3.928 indbrud.

Hos Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd, opfordrer man trods den positive udvikling til skærpet opmærksomhed omkring indbrudsforebyggelse.

– Vi har i de senere år oplevet et markant fald i antallet af indbrud i Danmark – godt hjulpet af mere hjemmearbejde under corona. Nu hvor mange er vendt fysisk tilbage på arbejdspladsen, så de er mindre hjemme, kunne man godt forvente en stigning i antallet af indbrud. Det er ikke sket, og det er rigtig positivt, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt.

Den positive udvikling kan dog blive sat over styr, fordi energikrisen får mange til at skrue ned for lyset. Derfor er der brug for ekstra opmærksomhed på indbrudsforebyggelse, påpeger Britt Wendelboe:

– God belysning kan øge trygheden og mindske risikoen for indbrud. Vi går ind i en tid med mange mørke timer i døgnet, særligt i år, hvor vi alle opfordres til at spare på strømmen. Heldigvis er der flere ting, man kan gøre som boligejer for at indbrudssikre sit hus, uden at elregningen ryger i vejret.

Brug lys til at holde tyven væk

Forskning viser, at den rette belysning reducerer risikoen for indbrud. Dog står Danmark midt i en energikrise, hvor elpriserne stiger, og vi alle skal spare på strømmen. Med en lille investering kan vi imidlertid både spare penge på elregningen og skræmme indbrudstyve væk:

– Indbrudstyve vil gerne undgå at blive set, og det risikerer de, hvis lyset er tændt eller pludselig tænder, når de lister sig hen til et hus. Den bedste løsning er sensorstyret lys, der tænder ved bevægelse. Så kan vi stadig få lys, når vi kommer hjem og fx skal have indkøb ud af bilen, og der er større chance for, at en tyv vil blive opdaget. Samtidig er det billigere, end hvis lyset konstant står tændt, siger Britt Wendelboe.

En engelsk undersøgelse fastslår, at skal man kun gøre én ting for at sikre sit hus bedre mod indbrud, så skal man installere udendørs lys med sensor. I 2021 havde 46 pct. af de danske husejere installeret sensorstyret lys.

– I denne tid hører vi om flere kommuner, der planlægger at spare på belysningen også i boligkvarterer. Derfor må vi være kreative og effektive omkring udendørsbelysningen ved vores boliger, for lys er med til at skabe tryghed i et boligkvarter, siger Britt Wendelboe.

– Og så kan vi ikke komme uden om betydningen af godt naboskab. En opmærksom nabo er vigtig i både de mørke og lyse timer, men særligt nu når vi skruer ned for lyset, kan vi med fordel skrue op for nabohjælpen. Skab liv i nabolaget, hold øje med hinandens boliger, og del jeres viden med naboerne, fx via Nabohjælps app, hvis I ser noget mistænkeligt, tilføjer hun.

Indbrud i private hjem i tredje kvartal i 2018-2022

 3. kvartal 20183. kvartal 20193. kvartal 20203. kvartal 20213. kvartal 2022
Antal indbrud på landsplan6.7755.6274.4923.9283.819

Kilde: Danmarks Statistik

Fakta og gode råd om sensorstyret lys til forebyggelse af indbrud

  • Huse med sensorstyret, udendørs belysning har tre gange færre indbrud end boliger uden indbrudssikring.
  • Man kan vælge mellem flere forskellige typer af sensorstyret lys. Tidsindstillede sensorer, der tænder lyset, når det bliver mørkt, og lamper med sensor, der tænder ved bevægelse. Bo trygt anbefaler lamper med bevægelsessensor, da der er større chancer for, at andre vil opdage en tyv, når lyset pludselig tændes.
  • Placér lamperne, så indgange som døre og indkørsler bliver oplyst, når nogen nærmer sig. Det er også en god ide at placere lamper tæt ved terrassedøre eller vinduer, som ligger bag huset. Her er det vigtigt, at fx dine naboer kan se, når lamperne lyser, så de bliver opmærksomme, hvis de pludselig tænder, mens du ikke er hjemme.
  • Du kan købe udendørs lamper med sensor i bl.a. byggemarkeder, lampe- og elektrikerforretninger samt netbutikker.
  • Se flere gode råd mod indbrud på www.botrygt.dk.

Et regneeksempel

Har du fire udendørs lamper, der er tændt konstant hver dag fra kl. 17-21 (dvs. fire timer i døgnet) de næste fire mørke måneder, vil du med de nuværende elpriser skulle betale i omegnen af 90 kr.

Installerer du i stedet sensorstyret lys, så lamperne kun lyser, når nogen færdes uden for huset, vil lyset være tændt omkring 1 time i døgnet. Det vil med de nuværende elpriser resultere i et elforbrug på omkring 25 kr. for de fire måneder (eller 122 dage) – altså vil du med sensorstyret lys fremfor konstant tændt lys opnå en besparelse på ca. 65 kr. i perioden. Ved at oplyse din bolig med tænd/sluk-lys, vil du samtidig sikre din bolig bedre mod indbrud.

Køb evt. en sensor, som kan tilsluttes de lamper, du allerede har udenfor. En bevægelsessensor kan købes for omkring 200 kr. + installation.