Skøjtetid i Mariaparken
På søndag åbner skøjtebanen igen i Mariaparken, så nu kan kommunens børn, unge, voksne og andet godtfolk igen få luftet skøjtebenene. Har du selv skøjter er fornøjelsen ganske gratis. Hvis ikke, kan du leje skøjter ved banen.
Fra søndag den 30. november er det igen tid til at finde skøjterne frem. For andet år bliver multibanen i Mariaparken omdannet til skøjtebane. Ved åbningen på søndag kommer Den Gamle Brandbil kl. 11 med nissepiger og pebernødder. Kl. 11.30 synger gospelkoret New Birth fra Vejle en masse dejlige sange og sørger for den gode stemning.
Skøjteshow til Disneymusik
Lørdag den 6. december kommer der fint besøg fra Aarhus Skøjteklub. Oplev magi på isen, når de superseje skøjteprinsesser fra talentholdet giver show til smuk musik fra Disneyfilmen ‘Frozen’. Og hvis du har lyst, kan du efterfølgende – ganske gratis – lære, hvordan du selv bliver lidt skarpere på skøjterne. Talentholdet står klar med gode råd og vejledning, og måske en støttende hånd. Der er show både kl. 11 og 13.30 og skøjteworkshop fra kl. 11.30-13.30.
Lav din egen isskulptur
Lørdag den 6. december gælder det også om at slippe kreativiteten løs og finde sin indre kunstner frem. Her kan børn og voksne, under kyndig vejledning fra billedhugger Søren Cip Nielsen, lave deres helt egne flotte isskulpturer. Børn fra 6 til 10 år kan deltage sammen med en voksen, og der er ingen øvre aldersgrænse. Arrangementet starter kl. 11.30 og varer to timer – men man kan komme og gå, som man har lyst.
Du kan læse mere om den isnende fornøjelse i Mariaparken på oplevvejle.dk
[Info_Box]
Fakta:
Skøjtebanen er åben hver dag, dog lukket mellem kl. 8 – 10.
Skøjteudlejningen har åbent alle hverdage kl. 13 – 18 og i weekenden kl. 10 – 17. Se særlige åbningstider for jul og nytår på oplevvejle.dk
Det koster 30 kr. + depositum at leje skøjter. Har du selv skøjter, er det gratis at bruge banen.
[/Info_Box]