Home FREDERICIA Skilte fortæller om liv i træruiner
Skilte fortæller om liv i træruiner

Skilte fortæller om liv i træruiner

0

Nye skilte skal fortælle om træruiners værdi for biodiversitet og plante- og dyreliv

I den kommende tid vil et nyt skilt blive sat op på kommunens træruiner. 
En træruin er et dødt eller døende træ, som man lader stå, fordi det er et vigtigt levested for alverdens insekter, mosser og svampe. Derfor er træruinerne også en god fødekilde for skovens fugle. 

Hvorfor sætte skilte op?

Ideen med at sætte skilte på træruiner kan ses i flere steder i landet, og nu er tiden kommet til Fredericias skove og parker. Formålet er at oplyse om træernes værdi og forklare, hvorfor vi værner om dem og det kriblende liv, de medfører.
Skiltene er et lille led i en større fortælling om kommunens ambitioner for en rig natur, hvor biodiversitet og naturens egen gang får plads. Tidligere i år vedtog Miljø- og Teknikudvalget en 18-punkts-plan, som omhandler biodiversitet og formidlingen af dette. 

”Ved første øjekast ligner træruinerne måske noget, der burde være fjernet. Men det handler jo om øjnene, der ser. Bevaringen af træer, som har passeret deres bedste alder er guld værd for biodiversiteten og de planter og dyr, som lever af og i træruinerne”, siger Christian Bro, formand for Miljø- og Teknikudvalget.

Skiltene er blevet til i et samarbejde mellem Natur og Miljø i Fredericia Kommune og Museerne i Fredericia.

”Det er en fantastisk idé at have træruiner i skovene, men også i parkerne. På Fredericia Vold har vi allerede flere træruiner, der står rundtomkring på fæstningsanlægget. Så længe de ikke udgør en risiko for mennesker, er de mere end velkomne. På volden er nogle af træruinerne blevet til insekthoteller og spætteboliger. I dag er det vigtigt at tænke biodiversitet og bæredygtighed ind i parkforvaltningen” siger voldmester Mikael Holdgaard Nielsen