Læserdebat

Skandaløst arbejdsmiljø og topstyring på Rådhuset: Hvor var resten af byrådet ?

Læserbrev om arbejdsmiljøet på rådhuset

Af: Tommy Rachlitz Nielsen. Konservativ spidskandidat til KV21

Ternevej 1, 7000 Fredericia

Efter afsløringen af topstyring, dårligt arbejdsmiljø og de mange udskiftninger i toppen af forvaltningen i Fredericia Kommune, står jeg måbende tilbage og overvejer: Hvor var resten af byrådet henne i disse sager og har økonomiudvalget som øverste personaleansvarlige slet ikke reageret ?

Det kan umuligt komme som en overraskelse for byrådet atkulturen på rådhuset i Fredericia har været rådden i mange år. Ansættelse af topledere i kommunen godkendes både i økonomiudvalg og byråd. Nye ledere i de forskellige fagområder kan udvalgsmedlemmerne heller ikke undgå at bemærke. Så har byrødderne interesseret sig bare det mindste for hvad der foregår i forvaltningen, må det have stået lysende klart at der var noget helt galt. Men hvorfor har ingen reageret ? Hvorfor har ingen sagt fra ? Hvorfor holder alle stadig tæt ?

Ovenstående efterlader mig med en dyb bekymring for medarbejderne i den kommunale forvaltning. Når ingen reagerer i løbet af 7 år og ingen vil stå frem nu og sige hvad der i virkeligheden er foregået, så frygter jeg for hvorvidt der er politisk vilje og ledelse der virkelig ønsker at gøre noget ved arbejdsmiljøet i Fredericia kommune. Tiden er kommet til at få styr på de indre linjer og tage ansvar.

Allerede det tidligere byråd burde have været på barrikaderne da hele direktionen blev udskiftet i løbet af Jacob Bjerregaards første år som borgmester. Igen undrer det voldsomt at ingen af de daværende byrådsmedlemmer har haft behov for at løfte sløret for hvad der er sket. Hvis det er fordi at Jacob har været lige så topstyrende og enevældig på den politiske front som i embedsværket, så kan de jo alle stå frem nu, både nuværende og tidligere byrådsmedlemmer, helt omkostningsfrit. Det er i den grad i alles interesse at få lagt alle kortene på bordet. Man bliver faktisk nødt til at spørge sig selv om byrådet har været deres opgave voksen. Ud over den jævne kontakt mellem byrådsmedlemmerne og forvaltningen, skal man også huske at flere byrådsmedlemmer jo rent faktisk selv er en del af forvaltningen.

Når man så kan læse at 30 % af DJØF-medarbejderne er ansat indenfor det sidste år, så står det lysende klart at der kræves en omgående indsats for de tilbageværende medarbejdere og deres arbejdsforhold. Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe er måske nok væk, men har det ændret kulturen ? Det forekommer særdeles tvivlsomt at 7 års tiltagende dårligt arbejdsmiljø kan ændre sig på få måneder. Der skal derfor fra Det Konservative Folkeparti lyde en kraftig opfordring til at der omgående bliver taget hånd om vores medarbejdere så vi kan få opbygget en velfungerende organisation i et sundt og trygt arbejdsmiljø, og det kan kun gå for langsomt.

Trygge arbejdsforhold vil afspejle sig i trygge og glade medarbejdere der naturligvis også har mere overskud og derfor i stand til at præstere bedre og yde bedre service. Gode arbejdsforhold er ren win-win. Både for arbejdsgiver og medarbejder.


Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv