Skærbæk

Skærbæks nye SPAR får lokale kræfter i front

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Efter en borgerindsamling er den nye købmand til Skærbæks kommende SPAR-butik nu fundet. I spidsen for butikken, der åbner senere på året, står Lene Sønderby, et kendt ansigt i byen, som vil skabe et lokalt samlingspunkt.

Det kommende SPAR supermarked i Skærbæk kom godt fra start med en indsamling, hvor en borgergruppe på kort tid rejste 1,7 millioner kroner for at bevare dagligvarehandlen i byen. Det stærke engagement har nu båret frugt. Sammen med Dagrofa er man lykkedes med at finde den helt rigtige købmand, lyder det i en pressemeddelelse til morgen.

Den nye købmand har man fundet i Lene Sønderby, som bor med sin familie kun få hundrede meter fra butikken og glæder sig til at skabe en moderne dagligvarebutik med plads til fællesskab:

”Jeg glæder mig rigtig meget. Da pengene skulle rejses, viste byen et imponerende sammenhold. Skærbæk er vores by, og nu vil jeg og min familie gerne give noget igen,” udtaler Lene Sønderby i meddelelsen.

Hun har selv mange års erfaring med salg og service, blandt andet fra 13 år i Matas og 20 år som sælger og servicekonsulent. Lene Sønderby lover en butik med et bredt sortiment af friske, danske varer og kundeservice skabt af nærvær og lokalt engagement:

”Vi vil skabe en moderne dagligvarebutik med et bredt udvalg, så kunderne kan finde alt det, de har brug for i hverdagen – uden at skulle køre andre steder hen. Samtidig ønsker vi at gøre butikken til et sted, hvor man føler sig velkommen. Derfor får vi også et lille caféområde, og der vil altid være gratis kaffe på kanden til vores kunder. For os handler det om at kombinere gode varer, god service og et lokalt mødested,” fortæller hun.

Et stærkt fællesskab og en stærk kæde bag butikken

Hos SPAR er glæden stor over, at den nye butik nu tager form:

”Det glæder mig, at vi nu er tæt på at kunne åbne en moderne SPAR-butik, drevet af lokale kræfter. Lene kender byen, kunderne og fællesskabet, og jeg er sikker på, at hun vil skabe en butik, der både bliver et naturligt mødested i byen og et sted, hvor kunderne får en rigtig god indkøbsoplevelse,” siger Esben Keller, kædedirektør i SPAR og Min Købmand.

Den nye SPAR er blevet til i et stærkt samarbejde mellem byens borgere og Dagrofa.

”Det sammenhold, borgerne i Skærbæk har vist, er imponerende. At rejse 1,7 millioner kroner på så kort tid vidner om et stærkt lokalt engagement og en vilje til at bevare en dagligvarebutik i byen,” siger Brian Videbæk, direktør for landdistriktsudvikling og butiksprojekter i Dagrofa.

Mød den nye købmand

Inden den forventede åbning før julehandlen inviteres alle byens borgere til at hilse på deres nye købmand. Lørdag den 27. september kl. 10-11 afholdes en uformel sammenkomst ved den kommende butik.

”Her bliver der lejlighed til at hilse på byens nye købmand, se status for den nye indretning, og høre lidt om de tanker, der er gjort, for at forretningen kan få en flyvende start”, siger Aksel Gruelund Sørensen, formand for Skærbæk Beboerforening.

Butikken forventes at åbne inden julehandlen for alvor går i gang.