FREDERICIA

SIND FREDERICIA FIK PLADS I LANDSLEDELSE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Den lokale forening satte en beskæftigelsesdagsorden, og fik sin formand i hovedbestyrelsen.

SIND i Fredericia deltog på organisationens landsmøde i Horsens i weekenden 22. & 23. september. Med over 100 delegerede blev det en kvalificeret debat om psykiatriens forhold for pårørende og brugere, i Danmark. Landsmødet afholdes hvert 3. år.

Formanden for Sinds lokale afdeling, Bjørn Medom Nielsen, deltog sammen med ca. 20 andre delegerede fra Sind Region Syddanmark. Han benyttede lejligheden til at åbne debatten om psykisk syges, og andre handicappedes forhold, på arbejdsmarkedet. Baggrunden for denne debat er at beskæftigelsesministeren inden længe vil komme med en beskæftigelsesmæssig målsætning på handicapområdet.

Bjørn Medom Nielsen fremhævede at man bl.a. skulle arbejde for at  mindske fleks-ledigheden. I Fredericia er fleksledigheden 15 % af de visisterede fleksjobbere. På Bornholm er den 9%!

Landsmødet  valgte også 5 nye medlemmer af organisationens hovedbestyrelse. Her blev Bjørn Medom Nielsen valgt blandt 8 kandidater, og han skal i de kommende 3 år, sammen med 14 øvrige valgte, udgøre organisationens ledelse. De øvrige medlemmer af HB udgøres af regionsformændene samt den daglige ledelse.

Sind Region Syddanmark kom i øvrigt godt fra landsmødet idet der var genvalg til næstformanden Kristian Bennedsen, Kolding, således at regionen nu sidder på 3 af de 15 pladser i organisationens hovedbestyrelse.

Bjørn Medom Nielsen har i øvrigt plads i Sind landsdækkende PR – udvalg.