Sommeren er over os, og på Østerstrand står livredderne endnu en gang klar ved det ikoniske tårn.
Badesæsonen gik for alvor i gang i fredags, hvor livredderne fra TrygFondens Kystlivredning startede sæsonen, som strækker sig indtil slutningen af august, hvor de danske strande fyldes med badeglade feriegæster. Frem til den 19. august holder livreddere øje med gæsterne hver dag fra kl. 10-18.
“Ja, vi har jo glædet os helt vildt meget til at skyde sæsonen i gang, og det er fedt endelig at komme ud på stranden og være her,” fortæller livredderen Emil.
Livreddernes hovedfokus er overvågningen i zonen mellem de to opstillede flag, men de holder naturligvis også et vågent øje med gæsterne uden for dette område, hvis der skulle opstå farlige situationer.
“Vores primære opgave er selvfølgelig at holde øje med de badende gæster her på stranden, og ligesom at øge sikkerheden i området, så det kan være mere sikkert at bade,” lyder det fra livredderen, som blev inspireret af venner til at tage den ansvarsfulde uddannelse.
Video: DanmarkC TV
Varme dage kræver ekstra opmærksomhed
Når solen bager, og temperaturerne stiger, opstår der hurtigt nye udfordringer. Folk risikerer at dehydrere eller få det for varmt i solen. Udover den faste overvågning uddeler livredderne også plastre til mindre skader og besvarer gæsternes mange spørgsmål om vandsikkerhed og flagenes farver.
For livredderen handler tjansen på stranden nemlig om at gøre en reel forskel for de besøgende.
“Altså, jeg synes, det er så fedt, at man har muligheden for at blive uddannet i at kunne hjælpe nogle andre mennesker. Komme herud på stranden og gøre det mere sikkert for folk at kunne nyde det gode vejr og tage en sømmetur.”
Livredderne fra TrygFondensKystlivredning er klar på Østerstrand frem til den 19. august, hvor livreddere holder øje med gæsterne hver dag fra kl. 10-18. Fotogalleri: DanmarkC TV
Gode råd og vigtigt udstyr
Udover selve udkigstårnet er stranden udstyret med vigtigt specialværktøj. Heriblandt pejlestænger til at lokalisere nødstedte i vandet, ABC-udstyr bestående af svømmefødder, maske og snorkel, samt røde redningstorpedoer, der bruges som flydemiddel.
Inden man hopper i de blå bølger, er det dog helt afgørende selv at have sikkerheden i orden. Livredderen slår et slag for, at alle besøgende husker de fem vigtige baderåd:
“Jamen selvfølgelig, man skal lære at svømme. Så skal man aldrig nogensinde bade alene. Man skal ikke efterlade sine børn uden opsyn. Så skal man ligesom vi gør læse stranden og lære vinden og sådan noget. Og så skal man også lære stranden at kende. Så man ved, hvad det er for en strand og hvor man kan finde noget hjælp osv.”
Med det rette udstyr på plads og de gode baderåd i frisk erindring, kan gæsterne trygt nyde en sikker sommerferie.



