FREDERICIA

Sidste uge med livreddere på strandene

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Skolerne er begyndt, og de fleste er vendt tilbage til hverdagen. Men badevandet er stadig lunt, og derfor er livredderne fra TrygFonden Kystlivredning fortsat på strandene i den kommende uges tid, og de opfordrer børneinstitutioner, skoler og andre, der har lyst til en svømmetur, til at kigge forbi.

Livredderne tager hul på den sidste uge på strandene, og dermed er det ved at være sidste chance for en badetur med opsyn af livredderne.

– Selvom vejret bliver blandet, så er badevandet stadig lunt og dejligt. Vi håber derfor, at der er mange, som vil benytte sig af, at livredderne er på strandene i den kommende uge, så man kan bade i trygge rammer. Alle er velkomne til at kigge forbi og få en snak med livredderne, og vi har stadig aktivitetshæfterne “Håndbog for små livreddere”, som børnefamilier, institutioner og skoler kan komme forbi tårnene og få, så børnene kan løse sjove opgaver og tale om badesikkerhed med de voksne, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er på strandene frem til og med onsdag den 18. august, mens havnebadene Aarhus Ø samt Islands Brygge og Fisketorvet i København er åbne til og med den 31. august.

Aktionstal for uge 31

I uge 31 (den 2.- 8. august) gennemførte livredderne i alt 7.381 indsatser, hvoraf det vurderes, at der i to tilfælde var personer i livsfare. Derudover var 160 almindelige førstehjælpsaktioner, 359 forebyggende aktioner og 6.860 oplysende indsatser.

Landsdækkende: 2 livreddende aktioner, 160 førstehjælpsaktioner, 359 forebyggende aktioner, 6.860 oplysende indsatser

På lørdag kan du høre meget mere om kystlivreddernes sæson på Østerstrand:

Husk at holde dig opdateret på http://www.YouTube.com/DanmarkCTV