Sidste CO2-hus bygges i Kanalbyen

Sidste CO2-hus bygges i Kanalbyen

Realdania By & Byg har annonceret det sjette og sidste byggeri i rækken af MiniCO2 Etagehuse i Fredericia

Det nye femetagers boligbyggeri, MiniCO2 Etagehus HYBRID, forventes at stå klar i Kongensstræde i løbet af 2027. Projektet skal forene den bedste læring fra sine fem forgængere for at vise vejen til et markant lavere CO2-aftryk i fremtidens etagebyggeri, skriver Kanalbyen i en pressemeddelelse.

Der er tre materialehuse. Der er to proceshuse. Og så er der hybridhuset. I Kongensstræde i Fredericia, i den lille bid af Kanalbyens udviklingsområde, som ligger nord for den lange lige Oldenborggade, opfører Realdania By & Byg en hel række boligbyggerier i fem etager. Til sammen udgør de en slags laboratorium for, hvordan man skal bygge i fremtiden – ikke mindst i lyset af, at 40 % af verdens CO2-udledning kommer fra byggeri og anlæg.

Mens tre af byggerierne undersøger potentialet for at reducere CO2-udledningen ved brug af træ, tegl og beton, fokuserer to andre huse på at spare ressourcer og minimere spild, fejl og mangler ved hjælp af henholdsvis digitale værktøjer og præfabrikation. Formålet med det sjette hus, MiniCO2 Etagehus HYBRID, er at kombinere den bedste læring fra alle de andre byggerier.

– De første fem MiniCO2 Etagehuse har hver især givet unik viden om svagheder og styrker i forhold til gængse byggematerialer og deres CO2-aftryk og i forhold til byggeprocesser og optimering. Nu samler vi vores erfaringer i et sjette og sidste etagehus, et hybrid-hus, der skal vise, hvordan en femetagers boligetageejendom kan opføres med lavt CO2 -aftryk i både materialer og proces, siger Realdania By & Bygs adm. direktør Peter Cederfeld.

CO2-reduktion og moderne boligkomfort

Samtidig med at Realdania By & Byg arbejder med nye veje til at få CO2-udledningen ned, er det en klar præmis, at alle husene lever op til nutidens krav til moderne boligkomfort. Udover at være til glæde for beboerne, er det vigtigt for, at kommercielle bygherrer kan hente inspiration til at bygge med mindre CO2-udledning i deres egne projekter. Den ambition gælder også for det seneste skud på stammen:

– MiniCO2 Etagehus HYBRID skal i kraft af et skalérbart og markedsrelevant design fungere som et demonstrationsprojekt, målrettet den danske byggebranche, fortæller Peter Cederfeld.
Indtil nu er MiniCO2 Etagehusene TRÆ og DIGITAL færdigopført og hovedparten af dem beboet. Byggeriet af MiniCO2 Etagehus TEGL er meget fremskredet, mens PRÆFAB og BETON begge er under opstart på byggepladsen i dette efterår.

Tiltrækker opmærksomhed til byen

Hos Kanalbyen i Fredericia glæder chefkonsulent Henning Bøgh sig over nyheden om det sjette og sidste MiniCO2 Etagehus.

– Det er rigtig glædeligt, at der bliver bundet sløjfe på hele rækken af byggerier i Kongensstræde. Hermed tilbyder de 30 moderne boliger med en meget central beliggenhed, samtidig med at hele projektet tiltrækker stor opmærksomhed til Fredericia fra fagfolk over hele landet, siger Henning Bøgh.

Man skal vente lidt, før man kan leje en bolig i MiniCO2 Etagehus HYBRID, og det samme gælder TEGL, PRÆFAB og BETON. Til gengæld er der i øjeblikket to ledige lejligheder i DIGITAL og et enkelt i TRÆ. Home Fredericia står for udlejningen.