
SF og Radikale indgår valgforbund i Fredericia

SF og Radikale Venstre indgår valgforbund i Fredericia forud for kommunalvalget 2025 med fokus på klima, børns trivsel og kultur. De vil samarbejde bredt for en positiv byudvikling
SF og Radikale Venstre i Fredericia har indgået et valgforbund forud for kommunalvalget den 18. november 2025. De to partier understreger, at de deler vigtige politiske målsætninger og et ønske om at samarbejde på tværs af partiskel til fordel for alle borgere i Fredericia.
Malene Søgaard-Andersen fra SF ser samarbejdet som en mulighed for at skabe konkret forandring: ”Vi er optaget af, gennem arbejdet i byrådet, at skabe en forandring, som borgerne kan mærke i deres hverdag. Vores håb er, at de andre partier har samme ambition, når stemmerne er afgivet,” siger hun.
Kirsten Vad Knudsen fra Radikale Venstre deler denne ambition og understreger vigtigheden af en god valgkamp: ”Vi ser frem til en ordentlig og sober valgkamp og glæder os til at lave arrangementer med SF.”
Længerevarende samarbejde styrkes
SF og Radikale Venstre har allerede et tæt samarbejde i Fredericia. De har blandt andet arbejdet sammen om udviklingen af Demokraticontaineren og Kulturkasernen samt afholdt forskellige arrangementer. Lige nu planlægger de et Folkemøde i Fredericia omkring Grundlovsdag.
Ved kommunalvalget i 2021 fik Det Radikale Venstre 566 stemmer, hvilket svarer til 2% og var en fremgang på 224. SF fik 1.123 stemmer, svarende til 4,3 procent af stemmerne og var en fremgang på 144 stemmer.
Trods forskellige politiske programmer og prioriteter, har partierne et fælles fokus på tre centrale områder:
Den grønne dagsorden: Fredericia Kommune skal gå forrest i klimakampen. Lillebælt og de grønne områder skal beskyttes, og der er behov for hurtigere og mere ambitiøse initiativer på miljøfronten.
Børnenes trivsel: Daginstitutioner, klubber og folkeskoler i Fredericia skal styrkes, så børn får bedre rammer og støtte i hverdagen.
Kulturkasernen som kreativt centrum: Kulturkasernen skal være et fyrtårn i byen og skabe et mangfoldigt, kreativt og skabende Fredericia.
Parathed til forhandlinger efter valget
Hvad valgresultatet bringer, er endnu uvist, men begge partier understreger, at de er klar til at forhandle med de partier, der deler deres værdier om ligeværdigt, inddragende og tillidsfuldt samarbejde. Målet er at skabe et stabilt politisk flertal, der kan sikre en positiv udvikling af Fredericia.