SF har gennem en urafstemning valgt tre spidskandidater, som skal sikre partiet et stærkt resultat i Syd- og Sønderjylland ved det næste folketingsvalg.
Holdet består af folketingsmedlemmerne Karina Lorentzen Dehnhardt og Jørgen Kvist, samt det nye ansigt Milo Gaarde Jacobsen. Partiets lokale ledelse glæder sig over den geografiske bredde:
“Vi er rigtig glade for, at medlemmerne har peget på tre så forskellige og stærke profiler. De repræsenterer hver deres del af landsdelen, men de har det til fælles, at de brænder for Syd- og Sønderjylland. Det bliver et stærkt hold,” udtaler Ulla Asmussen, formand for Syd- og Sydjyllands Storkreds i en pressemeddelelse..
Fokus på landsdelene
Milo Gaarde Jacobsen stiller op i det gamle Sønderjyllands Amt:
“Jeg er både stolt og ydmyg over at blive valgt som spidskandidat. Jeg er vokset op i Sønderjylland og ved, hvor meget det betyder, at man kan skabe sig et godt liv her – uanset om man bor i Tønder, Aabenraa, Haderslev eller Sønderborg. Jeg vil kæmpe for et Sønderjylland med rent drikkevand, stærk velfærd og gode muligheder for at blive boende og vende hjem,” siger Milo Gaarde Jacobsen.
Karina Lorentzen Dehnhardt dækker Trekantsområdet:
“Jeg er både glad og stolt over den tillid, SF’s medlemmer har vist mig. Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at Sydjylland skal være et sted, hvor man kan leve et godt liv, uanset om man bor i en stor by eller i en lille landsby. Jeg vil fortsætte kampen for retfærdighed, stærk velfærd og levende landdistrikter – og for at Sydjylland får den politiske tyngde, landsdelen fortjener,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Slutteligt repræsenterer Jørgen Kvist det gamle Ribe Amt:
“Jeg er utrolig glad for den tillid, medlemmerne har vist mig. Sydvestjylland er et sted med stærke fællesskaber, fantastisk natur og mennesker, der tager ansvar. Men vi skal også sikre, at der er liv og muligheder i hele området. Jeg vil arbejde for levende lokalsamfund, rent vand, stærke skoler og en natur, vi kan give videre til vores børn,” siger Jørgen Kvist.