Søndag formiddag dannede Kulturkasernen rammen om den årlige generalforsamling i SF-Fredericia
Partiforeningen så både tilbage på et succesfuldt kommunalvalg og frem mod det kommende folketingsvalg med store ambitioner.
Omkring 20 stemmeberettigede medlemmer var mødt op for at lægge linjen for de kommende år. Et centralt punkt på dagsordenen var valget af formand, hvor forsamlingen valgte at genbekræfte tilliden til den siddende formand, Lars Olesen, oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Fællesskab og politisk indflydelse
Formanden lægger ikke skjul på, at de gode takter skal bruges aktivt i det politiske landskab.
– SF-Fredericia er i en rivende og meget positiv udvikling, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for at fortsætte de næste to år. Vi har et rigtig godt fællesskab, hvor vi tør være ambitiøse og den positive energi og opbakning vi oplever i øjeblikket skal omsættes til endnu mere indflydelse, udtaler Lars Olesen.
Selvom det lokale fundament er stærkt, fyldte det landspolitiske perspektiv også i debatten på Kulturkasernen. SF-Fredericia gearer nu op til at støtte den nationale kampagne og styrke repræsentationen i Syd- og Sønderjylland.
Lars Olesen uddyber strategien:
– Lige nu kæmper vi for at SF også på landsplan kommer til at vokse og at vores stærke Folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt får en Syd- og Sønderjysk makker i SF´s folketingsgruppe. Endnu en god lejlighed til at møde fredericianerne på gaden og det glæder vi os til.
Ny bestyrelse konstitueret
Udover formandsposten skulle der vælges tre medlemmer til bestyrelsen. Her var der tale om både genvalg til de rutinerede kræfter Allan Søgaard-Andersen og Ole Olsen, mens Lea Nydahl Lyberth træder ind som nyt ansigt i ledelsen. Som suppleanter blev Bent Mejlby Ottosen og Toni Bach valgt.
Bestyrelsen mødtes kort efter generalforsamlingen for at konstituere sig. Det nye hold bag SF-Fredericia består nu af:
- Lars Olesen (Formand)
- Allan Søgaard-Andersen (Næstformand)
- Jan Filbært (Kasserer)
- Ole Olsen (Sekretær)
- Malene Søgaard-Andersen
- Niels Heebøl
- Lea Nydahl Lyberth
Med det organisatoriske fundament på plads, er partiforeningen nu klar til at intensivere det opsøgende arbejde og den politiske dialog med borgerne i Fredericia.