FREDERICIA

Serviceopkald skaber nye job

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Virksomhedsservice i Jobcenteret i Fredericia har haft travlt hen over sommeren. Ikke mindre end 867 lokale virksomheder har fået et serviceopkald, og det har indtil videre resulteret i 49 jobs

På trods af en højere ledighed som følge af Corona er der brug for arbejdskraft hos de lokale virksomheder i Fredericia. Virksomhedsservice har siden slutningen af maj 2020 været i kontakt med 867 lokale, private virksomheder, og det har resulteret i foreløbigt 49 jobs. 

Formålet med serviceopkaldene var at give en præcis service og en hjælpende hånd i en krisetid og synliggøre, hvilke opgaver jobcenteret kan hjælpe med. Samtidigt var det en temperaturmåling på, hvordan det ser ud hos den enkelte virksomhed, og hvad virksomhederne havde brug for nu her og på længere sigt.

”Det har været vigtigt for os at fortælle virksomhederne, hvad der er af muligheder, og hvordan de kan bruge kommunens Virksomhedsservice. Det har så også kastet konkrete jobs af sig, hvilket er intet mindre end fantastisk” siger Peder Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Serviceopkaldene fra Virksomhedsservice skal øge virksomhedernes kendskab til mulighederne for at få hjælp til bl.a. rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i jobcentret. 

”Den offensive strategi i forhold til virksomhederne fortsætter vi med, og vi har planlagt både møder ude i de lokale virksomheder og nye serviceopkald som opfølgning på dialogen. Flere virksomheder er overraskede over, hvor gode muligheder der er for at rekruttere medarbejdere via jobcentret, men også forebygge sygefravær og fastholde nuværende medarbejdere” siger Trine Maria Nielsen, leder for Virksomhedsservice i Fredericia.

”Det siger noget om, at det vi gør er vejen frem, men også at vi har en opgave i at få kommunikeret til virksomhederne, hvilke ordninger der findes, og hvordan og hvorfor de med fordel kan gå i dialog med deres lokale jobcenter” supplerer John Nyborg, næstformand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.

De fleste af de 49 jobs er indenfor rengøring og service, men også bygge- og anlæg, detail og IT support.