Seniorhuset i Fredericia slog dørene op til åbent hus
Åbent hus-arrangement tiltrak mange besøgende
Lørdag d. 5. oktober var der liv og glade dage i Seniorhuset I.P. Schmidt, da dørene blev slået op til årets åbent hus-arrangement. Mellem 200 og 250 gæster, primært seniorer fra Fredericia, lagde vejen forbi for at opleve de mange aktiviteter og tilbud, huset har at byde på.
Dagen bød på et bredt program med noget for enhver smag. Gæsterne kunne blandt andet møde repræsentanter fra forskellige foreninger, herunder Hjerteforeningen, Ældresagen og Frimærkeklubben.
– Jamen, vi vil jo rigtig gerne vise det primært til byens seniorer, at vi har det her dejlige hus, og at der er en masse foreninger her, hvor man kan gå til både det ene og det andet, siger Mary Larsen om Åbenthus-arrangementet på Seniorhuset I.P. Schmidt.
I løbet af dagen kunne de besøgende også høre foredrag om relevante emner for seniorer. Ældresagen informerede om fremtidsfuldmagter, en bedemand gav indblik i “Min sidste vilje”, og politiet advarede mod digital svindel. Sydtrafik orienterede om flextrafik, og der var mulighed for at prøve forskellige former for motion i motionslokalet.
– Som vi plejer at sige, her kan man motionere både hjerne, hjerter og krop, lyder det fra bestyrelsesformand for Seniorhusets foreninger, Mary Larsen.
Og hvor mange kommer der så til sådant et åbenthus-arrangement?
– Altså, det plejer at ligge mellem 200 og 250. Vi kan som regel måle det på, hvor meget ribbensteg, vi har solgt i cafeteriet, fortæller Mary Larsen.
Hvor meget ribbensteg der blev solgt denne lørdag, er endnu uvist for DanmarkC TV.
DanmarkC TV sender snart et tv-indslag fra Åbent hus på Seniorhuset.