Kort Nyt

Senfølgelæge fra Vejle modtager Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2024

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Læge Lise Ventzel fra Vejle Sygehus får prisen, fordi hun er frontløber i at give behandlingstilbud til kræftpatienter med senfølger

Kræftens Bekæmpelse hædrer Lise Ventzel, fordi hun med stort fagligt engagement, viden og ildhu har medvirket til at etablere en generel senfølgeklinik på Vejle Sygehus i Region Syddanmark. Hendes vigtige arbejde berører mange kræftpatienter, og derfor fortjener hun årets hæderspris.

– Jeg er meget glad og stolt over at modtage prisen. Det er en anerkendelse af vores arbejde i klinikken, hvor vi er med til at gøre en forskel for patienterne, siger Lise Ventzel, afdelingslæge og leder af Region Syddanmarks Kompetencecenter for Senfølger efter Kræft på Vejle Sygehus.

Hun modtager hædersprisen sammen med Lena Saltbæk, overlæge og leder af Klinik for Senfølger efter Kræft ved Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

De blev overrasket af Kræftens Bekæmpelses formand, Helen Bernt Andersen, og fik overrakt hædersprisen på scenen ved en senfølgekonference i Odense.

Helen Bernt Andersen mener det er fuldt fortjent, at de to læger modtager prisen:

– Senfølger kan være dybt invaliderende. Nogle patienter er plaget af smerter, nogle døjer med store psykiske problemer, nogle kan ikke holde på afføringen, andre kan ikke få det seksuelle til at fungere og mange oplever flere senfølger på én gang. Derfor er indsatsen mod senfølger så vigtig, forklarer hun.

Fire klinikker i Region Syddanmark
Lise Ventzel har været med til at grundlægge og lave tilbud på senfølgeklinikken i Vejle, hvor de hjælper patienter med længerevarende og komplekse senfølger. Klinikken fungerer også som bindeled mellem patienten og den behandling, der sker uden for klinikken:

– Jeg håber med anerkendelsen, at andre kigger på vores arbejde og satser mere på senfølgeområdet. Der er desværre stor ulighed på senfølgeområdet både socialt og geografisk, så det er der behov for, understreger Lise Ventzel.

Senfølgekonferencen i Odense var arrangeret af DCCC Senfølgenetværk og REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation.

Kræftens Bekæmpelses hæderspris
I 2025 vil være 400.000 mennesker herhjemme, der lever med eller efter kræft. Det betyder, at rigtig mange mennesker vil opleve senfølger.

Det er 13. gang, Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr. Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve den særlige indsats og det enestående eksempel, som kan inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje og omsorg.