Lørdag den 2. maj byder Erritsø GIF Rugby velkommen til sæsonens første hjemmekamp i Grundspillet 2026, når holdet tager imod en stærk modstander på Erritsø Rugbystadion, nemlig Aalborg RK Lynet.
Gæsterne kommer til Fredericia med selvtilliden i top. De ligger aktuelt nummer tre i tabellen og er ubesejrede efter deres to første kampe i sæsonen. Erritsø-mandskabet har til sammenligning kun spillet én kamp, som dog bød på en stærk indsats trods et nederlag mod ligaens suveræne tophold, Aarhus RK, lyder det i en pressemeddelele fra klubben.
Der er dog gode minder at hente for hjemmeholdet. Sidst nordjyderne gæstede Erritsø for godt to år siden, kunne Erritsø GIF Rugby trække sig sejrrigt ud af opgøret. Cheftræner Steve Atkins ser frem til kampen og peger på en positiv udvikling i truppen:
– Vi har arbejdet intensivt i vinterpausen og gennem foråret med at styrke vores struktur. Samtidig har vi integreret 7-8 af vores unge spillere i truppen siden efteråret. Det giver os både energi og perspektiv, som lover godt for fremtiden.
Holdkaptajn Thor Lütje Hansen uddyber:
– Det er to uger siden, vi sidst har spillet, og vi har brugt tiden benhårdt på at rette op på de fejl, der kostede os sidst. Det skal kunne ses fra første fløjt – i vores intensitet, vores disciplin og i den måde, vi tager ansvar i de afgørende situationer. Vi er et relativt ungt hold med masser af talent, og selvom vi stadig er ved at vænne os til tempoet og kravene på seniorniveau, er der ingen tvivl om, at potentialet er stort. Nu handler det om at sætte en standard. Vi skal ud og vise, hvem vi er som hold – stå sammen, spille med power og turde tage kampen op i alle facetter af spillet. Vi glæder os til at løbe på banen på hjemmebane, og vi er klar til at give alt for hinanden og for klubben.
Erritsø GIF Rugby inviterer alle fredericianere til en underholdende sportsoplevelse på lægterne. Der vil som altid være gang i grillen med klassiske grillpølser med brød samt kolde drikkevarer til sædvanligt rimelige priser. Der som altid fri entré.
Praktisk information:
Sted: Erritsø Rugbystadion, Snaremosevej 67, 7000 Fredericia.
Tid: Lørdag den 2. maj 2026. Kick-off kl. 14.
Spilletid: 2 x 40 minutter med 10 minutters pause.
Entré: Gratis.
Kilde: Erritsø GIF Rugby