“Særlig Søndag” spredte glæde blandt socialt udsatte
Socialt udsatte var inviteret til hyggeligt arrangement i Tøjhuset
For syvende år i træk blev der i søndags, d. 3. november, afholdt “Særlig Søndag” i Fredericia, et arrangement der har til formål at skabe en hyggelig og social dag for byens socialt udsatte. Igen i år lagde Tøjhuset lokaler til, da dørene blev åbnet klokken 12.00 til musik, mad, kaffe, kage og hyggeligt samvær. Musikken den stod bandet ‘Lang Lørdag’ for, som de har gjort det de seneste ca. 5 år.
Arrangementet er et initiativ fra Frivilligcenteret, der to gange årligt arrangerer særlige events for socialt udsatte.
– Det er jo et koncept, vi i Frivilligcenteret har kørt i syv år, tror jeg, det er nu. Hvor vi inviterer bostederne og andre sociale udsatte herned i tøjhuset til musik, til mad, til kaffe, til kage og lidt præmier, som vi trækker på billetterne, fortæller Louis Lindholm, Leder for Frivilligcenteret i Fredericia, og fortsætter:
– For syv år siden gik vi igang med at tænke, hvad kan vi gøre for de sociale udsatte på en søndag, som jo er en kedelig dag. Så vi har indbudt, og vi er lige omkring 90 i dag fra stort set alle bosteder og folk i egen lejlighed med støtte. Så der er bare gang i butikken hernede, og det er rigtig dejligt, siger Louis Lindholm.
Udover “Særlig Søndag” i Tøjhuset arrangerer Frivilligcentret også biografture for de socialt udsatte.
– Vi prøver to gange om året at gøre det. En gang går vi i biografen, vi lejer simpelthen en eller to sale og ser en film, og så laver vi det her arrangement (Særlig Søndag red.), lyder det fra Louis Lindholm.
Hvad er tilbagemeldingerne fra brugerne/deltagerne?
– Deltagerne på “Særlig Søndag” sætter stor pris på initiativet. De kommer jo og er taknemmelige, fordi vi vil gøre noget for dem. Og det er jo det, der også gør, at vi selvfølgelig vil være med til at gøre det, siger Louis Lindholm.
DanmarkC TV sender snart et tv-indslag fra “Særlig Søndag”.