Sådan gik det de to lokale kandidater til EU Parlamentet
Valget har givet nogle partier drøje hug, mens andre har haft fremgang
Bedst gik det for Sune Nørgaard Jacobsen, Dansk Folkeparti, der i Fredericia Kredsen fik 101 personlige stemmer. Der er dog et stykke vej op til topplaceringen, der blev Anders Vistisen med 589 lokale stemmer.
Lidt mindre stemmer blev der til Allan Sgøgaard-Andersen, Socialistisk Folkeparti, der fik et personligt kryds fra 67 vælgere. Dermed kom han på en tredje plads, med Villy Søvndal på en anden plads med 711 stemmer, og med SF’s topkandidat Kira Marie Peter-Hansen der opnåede 1.030 stemmer i Fredericia Kredsen.
Valgets sejerherre
SF er valgets ubestridte vinder, på landsplan. Det er nu Danmarks største parti, og det ellers så almægtige Socialdemokrati må se sig slået. For første gang i nyere tid.
De mistede vælgere
Heller ikke i Fredericia gik det godt for Socialdemokraterne. En tilbagegang på 2.401 må gøre vanvittigt ondt. Hvilke forhold der spiller ind er ikke til at vide. Det kan være det landspolitiske ægteskab med to borgerlige partier, Venstre og Moderaterne, eller det kan være lokale forhold, hvor især økonomien i Fredericia Kommune er under pres.
Det kan blive spændende at se, hvordan Socialdemokratiet vil agere når medlemmerne er kommet sig over chokket.
Venstre og Danske Folkeparti har også blødt vælgere. 2.110 forlod Venstre, og 1.829 vendte Dansk Folkeparti ryggen. Men også Enhedslisten mistede vælgere; 346 forlod partiet, og det gav partiet 4,1 procent af stemmerne. Landsgennemsnittet er på 7,03 procent
De fik flere vælgere med sig
Danmarksdemokraterne fik 1.618 stemmer og Moderaterne 1.299. Begge er nye partier, der er udsprunget af Venstre.
Fremgangen for SF fulgte med i Fredericia, hvor partiet fik 699 flere stemmer. 3.006 stemmer på SF.
De Konservative fik også fisket flere stemmer over til sig i Fredericia Kredsen: Hele 527, så de nu er oppe på 1.786.