Så stor har du aldrig set den før: Restaurant fejrer Padlock Chain Året

Så stor har du aldrig set den før: Restaurant fejrer Padlock Chain Året

Den er byens største. Faktisk er den så stor, at ikke alle kan håndtere den. Men de, der kan, får sig en oplevelse, de ikke glemmer igen lige med det samme.

Det populære, fredericianske spisested Mair’s kaster sig nu ind i fejringen af Padlock Chain Året. Det sker med en ret, byen aldrig har set før: En kæmpemæssig, special-wienerschnitzel, serveret med Padlock Chain-strejf og med Padlock Chain ølbrikker til drikkevarerne. Ølbrikkerne er til evig arv og eje.

”Schnitzlen er dobbelt så stor som vores normale wienerschnitzel,” forklarer restaurantejer Eva Mair.

”Jeg ved, at gutterne i Padlock Chain er meget glade for vores wienerschnitzel. Så når det officielle Padlock Chain År skal fejres, er det naturligt at gøre det med netop en ekstra stor udgave af deres yndlingsret,” udtaler hun i en pressemeddelelse fra bandet.

Med sine 350-400 gram er Padlock Chain Schnitzlen så kæmpestor, at der knap er plads til andet på den ellers store tallerken. Bemærk de særlige Padlock Chain ølbrikker, som kunden får med hjem efter at have spist op. PR-Foto

Padlock Chain har adskillige gange samarbejdet med Mair’s om blandt andet koncerter ved Sommerrock – som det også sker i år den 29. maj. Og bandet sørger altid for at spise hos Mair’s.

”Vi simpelthen vilde med Evas schnitzler. De kan få enhver mund til at løbe i vand. Vi elsker den hyggelige stemning på Mair’s, hvor god mad, gode øl, gode mennesker, gode drinks, god stemning og god musik følges ad. Så vi er meget, meget stolte af, at Mair’s sådan fejrer os på denne måde. Det varmer vores hjerter og fylder vores maver med en kæmpegod fornemmelse,” siger Padlock Chain-forsanger Peter Friis Autzen.

Den kæmpemæssige Padlock Chain-schnitzel på 350-400 gram kommer på Mair’s menukort fra Kristi himmelfartsdag (14.maj).

Fakta:
2026 er officielt udråbt til Padlock Chain År, fordi skrammelrockorkestret Padlock Chain i 2026 fejrer 30 året for deres allerførste koncert. Den fandt sted på det Bruunske Pakhus lørdag den 23. marts 1996.

Året fejres af Padlock Chain med en specialkoncert på Eksercerhuset lørdag den 22. august. Entréen i døren er på minus fem kroner. Hvis man vil med til forfesten med levende musik, underholdning, gøgl og mad, kan man købe billet via Tøjhusets hjemmeside.

Tidligere har også Vestbyens Herretøj og Ebdrups Bageri præsenteret specialprodukter for at fejre Padlock Chain Året.

Kilde: Padlock Chain