Så' det weekend: Uge 23

Så' det weekend: Uge 23

Weekendstemningen har sænket sig over Fredericia.

Find ugens afsnit af “Så’ det weekend” nederst i denne artikel fra lørdag d. 6. juni.

I denne uges udgave af Så’ det weekend zoomer vi ind på en række fantastiske og inspirerende studiegæster, der deler ud af alt fra benhård fysisk træning til dybe personlige historier og store fremtidsambitioner.

Mød ugens gæster:

Claus Fey og Lasse Asmussen (Row for Police Veterans)

De to seje herrer gæster studiet – og køkkenet! De er i fuld gang med forberedelserne til en ekstrem rejse, når de til december skal ro 5.000 km over Atlanten for at sætte fokus på PTSD blandt politifolk og frontpersonel.

Claus fortæller åbent om sin personlige baggrund med PTSD fra sin tid i politiet, og hvordan han håber at kunne lette den mentale rygsæk ude på havet. Hør dem fortælle om overlevelsesmad, 15 meter høje bølger – og glæd dig til at se dem bikse en lynhurtig æbletærte sammen i studiet!

Camilla Almfort, direktør for EUC Lillebælt – Jacob Bro og Casper Gregersen fra Team Rynkeby Trekanten. Foto: DanmarkC TV

Camilla Grenander Almfort (Ny direktør for EUC Lillebælt)

Camilla G. Almfort tiltrådte direktørstolen på EUC Lillebælt den 1. april i år. Hør hende fortælle om det store ansvar, der følger med rollen, hvordan hun balancerer direktørtitlen med en sammenbragt familie på fem børn, og hvilke visioner hun har for at skabe stærke undervisningsmiljøer for både de 15-årige og de 61-årige på skolen.

Jacob Bro og Casper Gregersen (Team Rynkeby Trekanten)

Cykelhjelmen er lagt for en stund, når de to ryttere fortæller om det store velgørenhedsprojekt. Hør om de benhårde forberedelser i sadlen, det helt særlige sociale sammenhold på holdet, og hvordan de er med til at gøre en mærkbar økonomisk forskel for kritisk syge børn, inden turen går mod Paris til juli.

Vi tager også et kig på en magisk og solrig Sommerrock i Fredericia. Vi ser tilbage på den fantastiske stemning i midtbyen, storskærmen på Rådhuspladsen og musikken fra bl.a. Østkyst Hustlers, Midt om natten, Padlock Chain, Det strammer Max, SYNC og mange mange flere.

Så’ det weekend uge 23. Video: DanmarkC TV