Så' det weekend: Uge 17

Så' det weekend: Uge 17

Velkommen til “Så’ det weekend” spækket med lokale historier, personlige fortællinger og masser af inspiration fra Fredericia og omegn.

Find ugens afsnit af “Så’ det weekend” nederst i denne artikel fra lørdag d. 25. april.

Dagens gæst i køkkenet er den tidligere beredskabschef Kaj Petersen. Kaj bringer både ro og praktisk snilde med sig, når han forklarer, hvad “prepping” egentlig betyder i en moderne verden.

Kaj overrasker med sin helt egen “Kaj-suppe” – en ret lavet på karry, fersken og rejer, som kan bikses sammen på 20 minutter, hvis strømmen går. Kaj deler også sin personlige historie som adoptivbarn og hvordan lysten til at hjælpe andre har fulgt ham gennem 40 år i beredskabet og nu som aktiv frivillig for byens ældre.

Kirsten Berntsen, Helle Wammen og Randi Klausen, Fredericia Krisecenter. Foto: DanmarkC TV

Vi får besøg af Helle, Kirsten og Randi fra Fredericia Krisecenter. De tager os med bag murerne på en institution, der har ydet tryghed i 42 år.

Hør hvordan de frivillige yder omsorg, og hvordan støtteforeningen sikrer, at kvinder og børn kan få en økonomisk frisk start på livet.

Fredericia Gymnasiums rektor, Jørgen Lassen og Kim Søgaard Lindstrøm, sejler. Foto: DanmarkC TV

Rektor Jørgen Lassen fra Fredericia Gymnasium gæster studiet til en snak om nutidens engagerede unge og de store forandringer i uddannelseslandskabet.

Hør om musikfestivalen FGMF, som eleverne selv arrangerer fra bunden – inklusive budgetter og booking af store navne. Vi ser også ind i glaskuglen omkring den nye EPX-uddannelse og hvordan gymnasiet navigerer i en tid med flere diagnoser og nye pædagogiske krav.

Og så kan du møde sejleren Kim Søgaard Lindstrøm som fortæller om passionen for vandet og rejsen mod sit duelighedsbevis. Kim deler glæden ved fællesskabet i sejlklubben og udfordringen i at få hele familien med på bølgen blå.

Så’ det weekend uge 17 – lørdag d. 25. april 2026. del 1 af 2. Video: DanmarkC TV

Så’ det weekend uge 17 – lørdag d. 25. april 2026. del 2 af 2. Video: DanmarkC TV